For Christiane Schaumburg-Müller Åxman er den 26. januar ikke bare en fødselsdag. Det er dagen, hun for første gang skal markere uden sin mor – den samme mor, hun delte fødselsdato med gennem hele livet.
Det er nu syv måneder siden, at hendes mor, Birthe, gik bort efter længere tids sygdom. En periode, hvor Christiane har måttet lære at navigere i en hverdag fyldt med “første gange” uden den person, der stod hende allertættest.
I et dybt personligt opslag på Instagram sætter hun ord på den særlige smerte, som netop denne dag bringer med sig. Hun beskriver fødselsdagen som en glædens dag, hvor livet stadig fejres med familie og venner – men også som en dag, hvor fraværet føles ekstra tungt.
Christiane skriver, at hun godt kan være glad, men at hun må stoppe op, lukke øjnene og trække vejret en ekstra gang. Savnet rammer hårdere end normalt, netop fordi dagen altid har været deres fælles.
Hun mindes et livslangt bånd fyldt med nærhed. En barndom præget af tryghed, opmærksomhed og ubetinget kærlighed. En ungdom med latter og forståelse. Et voksenliv med lange telefonsamtaler, kaffemøder, rejser og et fælles spirituelt ståsted, der gjorde deres relation helt særlig.
At dele fødselsdag gjorde ifølge Christiane deres forhold unikt. Det var noget, kun de to havde sammen. Hendes mor var ikke bare hendes største støtte, men også en person, som både venner og familie følte sig draget af.
Hun beskriver, hvordan hendes mor blev en naturlig samtalepartner – ikke kun for hende selv, men også for hendes veninder og hendes mand. En kvinde, der udstrålede forståelse, varme og rummelighed.
I opslaget lægger Christiane ikke skjul på, hvor stort tomrummet er i dag. Hun savner sin mor i glæden og i sorgen. Hun savner hendes råd som mor til sine egne børn. Og hun savner følelsen af, at livet var lettere at bære, da hendes mor stadig var her.
View this post on Instagram
Tiden op til afskeden var i sig selv brutal. Christiane har tidligere fortalt åbent om, hvordan hendes mor gradvist forsvandt ind i Alzheimers, længe før døden indtraf. En proces, hvor sorgen hele tiden blev genåbnet, fordi tabet var til stede i hverdagen, længe før det blev endeligt.
Nu står hun tilbage med minderne, kærligheden – og en fødselsdag, der aldrig vil føles helt den samme igen.
