Morgenen begyndte stille.
Solen steg over bakkerne, og dens gyldne lys bredte sig over græsset.
Luften duftede af hø og fugtig jord, og fra dammen kom en kølig brise.
Han gik ud i gården, som altid — i sin gamle skjorte, med en kop varm te,
og kaldte på geden:
— Nå, Belka, skal vi gå?
Geden kom ud af stalden, rystede på hovedet, klokken klang.
Hun fulgte ham altid — roligt, værdigt, som om hun forstod hvert ord.
Han klappede hende på halsen og smilede:
— Klog er du, men stædig.
Haven bag huset lå i let tåge.
Grenene på det gamle æbletræ bøjede sig under vægten af frugterne.
Han gik hen for at sætte stigen på plads,
men så så han, at Belka var blevet helt stille.
Ørerne rejst, blikket rettet op mod trækronen.
Han nåede ikke at reagere.
Geden sprang pludseligt frem og stødte ham hårdt i siden.
Han vaklede, trådte et skridt tilbage —
og i det samme knækkede træet.
Lyden var kort, som et skud.
Stammen brækkede, grenene faldt, blade og æbler fløj til alle sider.
Han lå i græsset, hjertet hamrede.
Belka stod ved siden af, pustede tungt og så direkte på ham.
Han lagde hånden på hendes hoved, stadig målløs.
— Du… du vidste det, ikke?
Hun blinkede og trykkede mulen mod hans hånd, som for at sige, at alt var i orden.
Det duftede af saft, knuste æbler og liv.
En let vind fik bladene til at rasle, solen glimtede i hendes pels.
Han sad og tænkte — hvor mærkeligt, at redningen nogle gange kommer med klove og duften af græs.
Siden den dag hævede han aldrig stemmen mod Belka.
Og hver gang han hørte hendes klokke,
genlød det morgenbrag i hans indre —
og en taknemmelighed, som ingen ord kunne udtrykke.
