Anna sad i køkkenet og drak den sidste slurk af sin kolde te, da hendes telefon lyste op med en besked fra hendes mand.
“Kan jeg tage ham med hjem?” — og et billede.
En lille, beskidt killing med store, runde øjne kiggede direkte ind i kameraet.
Hun smilede. Hendes mand reddede ofte hjemløse dyr, selvom han hver gang sagde, at det ville være “den sidste gang”.
“Selvfølgelig, tag ham med,” svarede hun uden at tøve.
En time senere åbnede døren sig.
Daniel kom ind med et håndklæde i armene — indeni rystede den lille kat.
Om halsen bar den et tyndt, mørknet halsbånd med et lille medaljon.
Anna bøjede sig for at tage det af. Men da medaljonen vendte sig, stivnede hun.
Der stod indgraveret:
“Hvis du læser dette — har han fundet dig.”
— Er det en joke? — hviskede hun.
— Jeg fandt ham ved et gammelt lager uden for byen, — sagde Daniel. — Der var ingen der. Han sad bare der og mjavede.
Inde i medaljonen fandt de et lille stykke gulnet papir med en adresse — kun tre gader væk.
Næste morgen gik de derhen.
Huset var forfaldent, vinduerne sømmet til, haven vokset vildt.
Ingen svarede på ringeklokken, men killingen sprang pludselig ud af armene og løb mod døren.
Den mjavede. Døren knirkede.
En ældre kvinde stod der, med tårer i øjnene.
— Er det… virkelig ham? — spurgte hun. — Jeg mistede ham for otte år siden…
Killingen havde tilhørt hendes afdøde søn.
Siden han døde, havde katten været væk.
Kvinden fortalte, at hendes søn engang sagde:
“Hvis der sker mig noget — vil han selv finde dem, der har brug for ham.”
Anna og Daniel stod tavse.
Da de gik, sagde kvinden:
— Nogle dyr bringer ikke kun varme. De bringer minder.
Hjemme sad Anna længe ved vinduet, kiggede ud på gaden hvor katten var forsvundet.
Så blinkede telefonen igen:
“Se, hvem jeg har fundet denne gang…”
Og en kold rislen løb ned ad hendes ryg.
