Han så den tilfældigt — en tynd, grå kat, der sad foran opgangen og så på verden med blikket fra en gammel mand.
Først gik han bare forbi. Men så en dag købte han mælk og lidt fisk, og lagde det på fortovet.
Katten kom tøvende, drak lidt, og løftede blikket — som for at sige tak.
Siden da fodrede han den hver dag.
Han boede alene.
I lejligheden lugtede der af medicin, stilhed og gamle fotografier.
Han havde ingen at tale med — bortset fra den kat, der ventede på ham hver morgen.
Han sagde stille:
— Ved du, jeg plejede også at vente på nogen… Men der kommer ingen mere.
Katten blinkede langsomt, og den tavshed helbredte ham på sin måde.
En morgen kom katten ikke.
Han søgte overalt, kaldte, ventede — intet.
Dagen efter igen.
Tomheden i brystet voksede.
Den tredje dag så han den — på den anden side af gaden, ved en bænk.
Katten lå ved fødderne af en kvinde, der græd og holdt en halsrem.
Han gik nærmere og hørte hende hviske:
— Du gik derhen igen, ikke? Til den gode mand… Du gik altid derhen, hvor nogen ventede på dig.
Han forstod ikke straks.
Kvinden så op og sagde stille:
— Det var min fars kat. Han døde for et år siden. Men katten løb altid herhen… som om den vidste, at nogen her var lige så ensom.
Han satte sig på knæ, strøg den over pelsen og græd.
Og han forstod — nogle gange vender de, vi har mistet, tilbage.
Ikke for at minde os om sorgen, men for at forene to ensomheder.
