Jeg husker, at der i min bedstemors skab hang gamle dynebetræk, og alle havde én særlig detalje — midt på eller tættere på den øverste kant var der klippet en lille rombe i stoffet. Som barn syntes jeg, det var mærkeligt: hvorfor ødelægge et helt nyt stykke sengetøj? Men senere fandt jeg ud af, at sådanne udskæringer havde en praktisk funktion og med tiden endda blev en tradition.
Tidligere blev dynebetræk syet hovedsageligt af naturmaterialer — hør, bomuld eller lærred. Sengetøjet var tungt, og plejen krævede tid. For at lette den daglige brug lavede man en lille rombe- eller firkantet åbning i midten af betrækket. Gennem den kunne man hurtigt rette dynen ud, justere kanterne eller glatte folder uden at åbne hele betrækket.
Denne åbning havde også en anden vigtig funktion — ventilation. Naturlige dyner fyldt med dun eller vat havde brug for at „ånde“. Gennem sådanne romber kom der mere luft ind, hvilket forhindrede fyldet i at blive fugtigt og klumpe sammen. Dynen forblev dermed luftig og holdbar meget længere.
Derudover blev udskæringen også et slags dekorativt element. Dengang var stofferne for det meste ensfarvede eller med simple florale mønstre, og husmødrene ønskede at give deres sengetøj et personligt præg.
Romberne blev ofte kantet med blonde, broderet eller indrammet med farvede bånd. Det gav dynebetrækket en særlig charme og gjorde det mere festligt.
Med tiden, efter at lynlåse, knapper og andre moderne lukninger kom frem, forsvandt behovet for sådanne åbninger, og dynebetræk blev helt lukkede. Men engang var disse små romber en sand hjælp for husmødrene, hvor funktion og æstetik gik hånd i hånd.
