Varmebølgen var uudholdelig.
Maria gik hjem ad den støvede landevej, med en pose dagligvarer i hånden, træt og svedig.
Dagen havde været lang, cikaderne sang, og hun drømte kun om et bad og lidt skygge.
Men på vejen, ved et sving, så hun en tynd sort streg.
Hun troede, det var en gren — men den bevægede sig.
En lille slange.
Tør, solbrændt, tydeligt udmattet.
Den krøb langsomt, som om hver centimeter kostede kræfter.
Maria havde aldrig brudt sig om slanger, men lige dér fik hun ondt af den.
Hun fandt en pind, skubbede den forsigtigt væk fra vejen.
Tog sin handske af, løftede den — varm, glat, levende.
Hun bar den ind i skyggen og hældte lidt vand i et låg.
Hun stod der et øjeblik.
Slangen løftede hovedet, mærkede køligheden, bevægede sig og forsvandt i græsset.
Maria smilede og gik hjem.
Et par dage senere havde hun glemt det.
Men en nat vågnede hun.
Stilhed. Kun det svage lys fra en gadelampe og en hvislen.
Fin, blid — som noget, der bevæger sig over lagnet.
Hun satte sig op, lyttede — lyden kom igen.
Helt tæt på.
Hun sænkede hånden — og mærkede noget bevæge sig under den.
Hun skreg, rev tæppet væk.
På det hvide lagen snoede en slange sig — den samme, lille engang, men nu større.
Glat, skinnende, rolig.
Maria frøs.
Den hvæsede ikke, angreb ikke — den lå bare sammenrullet.
Som om den ikke var kommet for at skræmme.
Skælvende åbnede hun vinduet og løftede den forsigtigt med en pude.
Den gled lydløst ud på vindueskarmen og forsvandt i havens mørke.
Om morgenen fandt Maria en lille slangeskind ved døren.
Friskt.
Og mærkeligt nok følte hun ingen frygt —
kun fornemmelsen af, at nogen havde takket hende.
