Han kom ind i tatoveringssalonen en helt almindelig mandag — den slags dag, hvor tatovørerne keder sig og drikker kold kaffe.
Ivan var omkring halvtreds, arbejdshænder, oliepletter på jakken, et træt men roligt blik.
— Hvad vil du have tatoveret? — spurgte tatovøren, en pige med sort hår og grønne øjne.
Han var stille et øjeblik og sagde så:
— Et verdenskort. Over hele ryggen. Uden ord. Kun linjer.
Hun hævede øjenbrynene.
— Det bliver meget arbejde. Og det gør ondt.
— Jeg kan tåle smerte, — svarede han roligt.
Han kom hver aften efter arbejde, satte sig uden at sige meget. Udenfor blev det mørkt, og langsomt voksede verdens konturer frem på hans hud. Nordlige have, sydlige kyster, øer, han nok aldrig ville se.
— Har du rejst meget? — spurgte hun en aften.
Han smilede.
— Nok til at ønske at huske det.
Det tog en måned. Da hun var færdig, sagde hun:
— Så. Nu har du hele verden på ryggen.
Han så sig i spejlet, huden som et gammelt kort, og nikkede.
— Smukt. Men mærkeligt.
— Hvorfor?
— Jeg kender ingen af disse veje.
Hun grinede, troede det var en joke. Men han sagde:
— Jeg har aldrig rejst. Ingen steder. Ikke engang til havet. Jeg ville bare… vide, hvor alt dette er. For at tro, at det findes.
Hun sagde ingenting. Lyset faldt skråt og gjorde kontinenterne til bjerge og dale. Han stod stille, som om han virkelig bar jorden.
— Måske er det det, en rejse egentlig er, — sagde hun blidt.
Han trak på skuldrene.
— Måske. Hvis man ikke kan se verden, må verden i det mindste være med én.
Han gik, efterlod lidt småpenge og en pakke cigaretter.
Nogle dage senere kom han tilbage.
— Jeg har besluttet at rejse. Et eller andet sted. Starter med nabobyen.
Hun smilede.
— Så får du brug for kortet alligevel.
