Bryllupsmorgen. Luften duftede af blomster, hårspray og spænding. I brudens værelse — den hvide kjole på mannequin, buketten i vindueskarmen, spejlbilledet dirrede i lyset. Sofia sad foran spejlet, mens makeupartisten lagde de sidste strøg. På telefonen blinkede snesevis af beskeder — lykønskninger, billeder, emojis.
Hun smilede, men inderst inde var der en mærkelig fornemmelse — en let uro, som et forvarsel.
— Alt er klart, Sofia, sagde stylisten, mens hun rettede på sløret. — Du ligner en brud fra et eventyr i dag.
Hun nikkede, trak vejret dybt og rejste sig. Nedenunder lød allerede gæsternes stemmer, musik, latter. Brudgommen — Artyom — skulle ankomme med vennerne om ti minutter.
Telefonen ringede. Veninden Lena — den samme fra universitetet. Sofia ville tage den, men opkaldet blev afbrudt. Så hørtes dæmpede, velkendte stemmer bag døren.
Hun stoppede. Artyoms stemme — sikker, en smule anspændt:
— Lena, lad være. Det er for sent at ændre noget i dag.
— Tror du virkelig, du kan lade som om for evigt? sagde hun stille. — Hun er ikke dum, hun vil finde ud af det før eller siden.
Tavshed.
Sofia mærkede hjertet banke i tindingerne.
— Jeg lovede, at alt ville ske efter brylluppet. Ikke i dag. Ikke nu.
Verden syntes at stå stille.
Alt, hvad hun troede på, faldt sammen på få sekunder.
Hun tog et skridt tilbage, så et til. I spejlet så hun en kvinde i hvidt — perfekt frisure, øjne fulde af smerte.
Ti minutter senere kom Artyom ind, strålende, selvsikker.
— Nå, er du klar, min skønhed? Alle venter!
Sofia vendte sig mod ham.
— Klar, sagde hun roligt. — Men i dag bliver alt lidt anderledes.
En halv time senere, da gæsterne allerede sad, trådte Sofia frem — alene, uden brudgom.
Hun tog mikrofonen, smilede og sagde:
— Tak, fordi I kom. Men det ser ud til, at dette ikke bliver et bryllup, men en afsked.
Alle frøs. Artyom blev bleg.
Sofia tog ringen af og lagde den på bordet:
— Jeg har bare hørt nok til at forstå, at jeg elsker mig selv mere end en løgn.
Hun gik ud uden at se tilbage.
Udenfor faldt en let regn, dråberne gjorde den hvide kjole til et vådt slør.
Men Sofia gik med faste skridt — som en, der for første gang i lang tid følte sig fri.
