Regnen var lige stoppet. Luften lugtede af våd beton og metal, og pytterne spejlede det svage skær fra butiksvinduerne. Nora gik langsomt ned ad gaden, kraven trukket op, tasken tæt ind til siden. Dagen havde været lang — arbejde, apotek, sporvogn, den samme rute, som en gammel sang, man ikke længere orker at høre.
Hun hørte ikke fodtrinene. Kun et kort “hey” — og et ryk.
Remmen rev sig løs fra hendes hånd, tasken fløj, smerten slog gennem kroppen. En ung mand i hættetrøje løb allerede væk, gledende over asfalten som på is.
Det første, hun følte, var ikke frygt. Det var vrede.
Ikke mod ham — mod sig selv. Mod alle de dage, hvor hun havde tiet, givet op, ladet folk tage. Noget brast i hende — og hun begyndte at løbe.
Hælene gled, åndedrættet huggede, hjertet hamrede i tindingerne. Gyden var smal, et nedløbsrør brummede i mørket. Fyren vendte sig om, men for sent — hun havde allerede nået ham. Hun greb remmen med begge hænder, med en uventet styrke.
Han trak — hun slog. Kort, klodset, men præcist.
De væltede begge. Han bandede, løftede hånden, men hun gav sig ikke. Hendes hænder rystede, men slap ikke.
— Slip det, idiot! — råbte han.
— Nej, — sagde hun hæst. — Det er mit.
Han skubbede hende væk, men hun greb tasken igen, trak den mod sig. Stoffet revnede, remmen gik løs. Tyven vaklede tilbage, overrasket. Nora rejste sig — beskidt, våd, men med tasken i hænderne.
En bil kørte forbi, forlygterne fangede dem — hun stod rank, tungt åndende, han — med sænket hoved. Han så på hende, som på nogen, han aldrig burde have mødt. Så spyttede han, bandede og løb væk.
Nora blev stående længe i gyden. Regnen begyndte at falde igen. Hun åbnede tasken — alt var der: pung, nøgler, piller, telefon.
Og en lille børnejakke — falmet, med syet ærme. Våd, men hel. Hun tog den op, klemte stoffet mellem fingrene og indåndede duften — svag, men genkendelig: sæbe og jordbærshampoo.
I foret — et broderet navn: Sophie.
Hun så på det, og tiden stod stille. Hendes øjne fyldtes, ikke med tårer, men med noget tungt, fast, der ikke kan flyde væk.
— Jeg lovede, at jeg aldrig ville lade nogen tage dig fra mig igen, — hviskede hun.
På nabogaden lød latter, bremser, en hund der gøede. Verden gik videre. Men for hende var det pludselig ligegyldigt.
Hun gik langsomt hjem, holdt tasken tæt mod brystet, som om hendes hjerte var vendt tilbage på sin plads.
Om morgenen, foran spejlet, så hun et blåt mærke på kinden. Hun rørte ved det, smilede.
— Nå, Sophie, — sagde hun stille. — Mor kan vist stadig slås.
Og for første gang i lang tid havde hun ikke lyst til at se væk fra sit spejlbillede.
