Kong Frederik fik torsdag en helt særlig opgave, da han besøgte Beredskabsstyrelsen Midtjylland i Herning.
Her indviede kongen en ny fane, og som en del af den officielle ceremoni skulle der slås tre søm i den.
De tre søm har hver sin betydning. Ét er for kongen, ét for fædrelandet og ét for modtageren af fanen.
Kong Frederik stod selv for det første ceremonielle søm og greb derfor hammeren foran de fremmødte.
Den nye fane skal fremover fungere som et samlende symbol og vil blandt andet blive brugt ved parader og andre ceremonielle begivenheder.

Efter besøget blev der delt en række billeder, hvor kongen ses med hammeren i hånden under indvielsen.
Det er samtidig anden gang, Kong Frederik indvier en fane. Tidligere på året gjorde han det samme hos Beredskabsstyrelsen Sydjylland.