Sif og Rolf har købt hus sammen: Nu viser de deres kommende drømmehjem

Der er sket meget på kort tid for Sif Steendahl Grandorf og Rolf Davidsen.

For blot seks uger siden afslørede “Nybyggerne”-dommeren Sif, at hun havde fundet kærligheden med tv-tømreren Rolf, som hun også har arbejdet sammen med i DR-programmet “BoligFix – For nul og nix”.

Siden har parret kastet sig ud i flere fælles projekter. De har startet en virksomhed sammen, og nu venter endnu en stor opgave.

Sif og Rolf har nemlig købt deres første fælles hjem i København.

Boligen er langt fra færdig, og parret står foran en omfattende renovering, før de på et tidspunkt kan flytte ind.

– Et vanvittigt byggeprojekt, der nærmest skal fra 0 til 100, inden vi en dag flytter ind, fortalte Sif allerede i august.

Nu viser hun for alvor huset frem og fortæller samtidig om de mange planer, hun og Rolf har for stedet.

– Vi skal lege med det hele og langsomt forvandle det her til vores drømmehus – midt i vores lille landsby i København, hvor hele min familie og så mange af vores venner bor, fortæller hun.

Parret vil selv sætte deres præg på stort set alle dele af boligen.

– Vi skal bygge, genbruge, male, vælge farver, lave fejl, ombestemme os og sikkert få en masse sjove idéer undervejs, fortæller Sif, som vil lade sine følgere komme med gennem hele forvandlingen.

Lige nu er de blandt andet i gang med at finde ud af, hvilken farve huset skal have – og hvad deres nye hjem skal hedde.

Parret har betalt 5,5 millioner kroner for boligen, der ligger i en haveforening i Københavns Sydhavn.

Området er allerede velkendt for Rolf, som i forvejen bor i kvarteret.

Nu venter arbejdet med at forvandle det fælles køb til det hjem, som Sif og Rolf drømmer om.