Sarah Grünewald har efterhånden været involveret i et hav af tv-projekter gennem årene.
Seerne har oplevet hende i alt fra underholdningsprogrammer til livsstilsformater, og nu er endnu et projekt på vej. Denne gang handler det dog om et emne, der betyder noget helt særligt for den populære tv-vært.
Til efteråret bliver Sarah Grünewald ansigt på et nyt program, der sætter fokus på ældre mennesker og deres plads i samfundet.

Hun fortæller, at idéen ramte hende med det samme, fordi emnet ligger hende meget på hjerte.
– Jeg har lige lavet et program, som kommer ud til efteråret, der handler om vores ældre, fordi vi jo faktisk er ret anderledes i Danmark.
Sarah Grünewald peger på, at flere sydeuropæiske lande har en anden tilgang til ældre generationer.
– Der er en kultur omkring de ældre i Frankrig, Spanien, Italien osv., hvor der er en stor respekt omkring de ældre, hvor herhjemme er det, som om mange ældre føler sig usynlige, forklarer hun.
Ifølge tv-værten går samfundet glip af værdifuld erfaring, når ældre mennesker ikke bliver lyttet til. Hun oplever, at mange føler sig overset, selv om de har et langt livs erfaring at bidrage med.

Det er også en af grundene til, at hun straks sagde ja, da programidéen blev præsenteret for hende.
– Det er virkelig et program, jeg brænder for, og jeg glæder mig til, at det kommer ud og til at få sat noget fokus på det her, fordi der er ingen mennesker, der skal føle sig usynlige.
Sarah Grünewald lægger heller ikke skjul på, at hun selv sætter stor pris på selskabet fra mennesker med mange år på bagen. Hun fortæller, at hun har veninder på 68 år og ofte foretrækker selskaber, hvor livserfaring fylder mere end alder.
Det nye program bliver endnu et kapitel i en karriere, der har udviklet sig markant de seneste år.

I 2023 valgte Sarah Grünewald at stoppe som vært på “Vild med dans” efter et årti på programmet. En beslutning, der ikke var nem at træffe.
– Jeg skal da være ærlig at sige, at jeg også har gået og været rædselsslagen for at tage beslutningen. Men jeg tror på, at man skal være modig og turde at kaste sig ud i uvisheden en gang i mellem, sagde hun dengang.
Siden har hun fået plads til nye tv-opgaver og samtidig arbejdet videre med sit hjertebarn Re-Do.
Nu ser hun frem til at sætte fokus på en gruppe mennesker, som hun mener fortjener langt mere opmærksomhed.