Midt i stormen skrev Fuhlendorff til Jonatan Spang: Nu afslører han den skjulte besked

Da sagen om Jonatan Spang eksploderede og sendte chokbølger gennem den danske comedybranche, valgte Christian Fuhlendorff at gøre noget, som han ikke tidligere har fortalt offentligt om.

Nu fortæller han for første gang, at han tog kontakt til sin komikerkollega, netop som sagen var ved at ramme forsiderne.

I podcasten “Hva så?!” ser Fuhlendorff tilbage på den periode, hvor rygterne begyndte at cirkulere, længe før offentligheden fik kendskab til sagen.

En bekendt kontaktede ham og fortalte om oplysninger, der florerede i miljøet. Beskeden satte tanker i gang hos komikeren.

“Og så kan jeg huske, at min første tanke var … Jeg tror også, jeg sagde det til ham. Altså, problemet er, at han ville ikke være den sidste, jeg gættede på,” fortæller Christian Fuhlendorff.

Han lægger heller ikke skjul på, at han valgte at række ud, da han fandt ud af, at historien var på vej ud.

“Altså, jeg skal da være helt åben og sige, at jeg sendte ham da også en sms, da jeg hørte, at artiklen kom og sådan noget.”

Sagen udviklede sig hurtigt. Dagen efter Jonatan Spangs afsked med DR-programmet “Tæt på sandheden” kom det frem, at fyringen var knyttet til anklager om grooming og overgreb mod en 15-årig pige i 2009. Jonatan Spang har siden erkendt, at han havde et kortvarigt intimt forhold til en 15-årig pige.

Selvom Christian Fuhlendorff understreger, at de to aldrig har været tætte venner, har deres veje krydset hinanden gennem mange år.

“Selv om mig og Jonatan aldrig har været nære venner, så har vi jo stadigvæk bevæget os i det samme miljø i 20 år,” forklarer han.

Derfor følte han også behov for at sende en personlig besked, mens situationen rasede omkring kollegaen.

Fuhlendorff afslører nu ordlyden af sms’en:

“Jeg skrev da bare lige: ‘Prøv at hør, det, der sker nu… jeg kunne ikke selv tænke mig at opleve det, og jeg tror ikke, det bliver sjovt’.”

Beskeden blev ikke ignoreret. Jonatan Spang svarede tilbage, fortæller Fuhlendorff.

Hvad der stod i svaret, ønsker han dog ikke at dele. Han nøjes med at afsløre, at der kom en kort besked retur.