Der bliver masser af kendte ansigter, glamour og store øjeblikke, når “Det Vi Elsker Prisen 2026” løber af stablen. Midt i begivenhederne står Camilla Ottesen klar med mikrofonen.
Den erfarne tv-vært får ansvaret for at guide seerne gennem den røde løber, når Pluto TV sender direkte fra Store VEGA onsdag den 3. juni.
Inden prisuddelingen for alvor går i gang, skal hun møde de mange nominerede, gæster og profiler fra dansk kulturliv, som samles til en af årets store underholdningsaftener.

Arrangementet hylder nogle af de mest markante præstationer inden for film, tv, litteratur og podcasts, og i alt skal der uddeles 14 priser i løbet af aftenen.
Hos Pluto TV glæder man sig over at have Camilla Ottesen med ombord til at skabe den rette stemning før showstart.
“‘Det Vi Elsker Prisen’ fejrer præcis det, som Pluto TV er bygget på – det gode indhold og fortællingerne der samler os. Med Camilla Ottesen på den røde løber får vi en varm og nærværende optakt til en aften, som alle danskere kan følge helt gratis hjemmefra. Det er vi stolte af,” siger Jesper Dahl, General Manager for Pluto TV i Nord- og Centraleuropa.

Når klokken rammer 20.00, skifter fokus til hovedscenen.
Her overlader Camilla Ottesen scenen til skuespilleren Afshin Firouzi, som for andet år i træk er valgt som vært for selve prisuddelingen.
Årets udgave af showet bliver samtidig større end tidligere.

Der er nemlig blevet plads til tre nye priskategorier: “Bedste roman”, “Bedste podcast” og “Bedste manuskript”.
Dermed får endnu flere kreative profiler mulighed for at tage en af de eftertragtede priser med hjem fra den store aften i Store VEGA.