Den grå efterårsaften havde lagt sig over byen.
Vinden jagede våde blade hen ad gaderne, og luften duftede af regn og sten.
Emily stod foran et gammelt murstenshus, indhyllet i sin gennemblødte frakke, med datteren Lily trykket ind til sig, mens sønnen Oliver, bleg og barfodet, klamrede sig til hendes side.
De havde strejfet rundt i tre dage.
Efter at være blevet smidt ud for manglende husleje, havde de kun få ejendele og et gammelt fotografi tilbage.
Byen, som engang havde været fuld af liv, føltes nu kold og ligeglad.
Folk gik forbi uden at se dem.
Emily hviskede roligt:
— Hold ud, Oli… vi finder snart et sted, hvor vi kan blive varme.
Hun skulle lige til at gå, da hun hørte skridt bag sig.
Hun vendte sig om — en mand stod der, høj, i mørk frakke og læderhandsker.
Han stod stille, med en kuffert i hånden, og så på dem, som om han så spøgelser.
Efter nogle sekunder tog han handsken af, trådte et skridt frem og sagde stille:
— Jeg har ledt efter jer.
Emily stivnede.
— Undskyld?
Manden så ned på børnene. Hans stemme rystede let.
— Jeres mand… Thomas. Han reddede mit liv.
Jeg lovede, at hvis der skete ham noget, ville jeg finde hans familie.
Jeg har ledt efter jer — i registre, gamle adresser, hele byen. Og nu… har jeg fundet jer.
Han tog en gulnet konvolut frem fra sin inderlomme.
— Han bad mig give jer dette. Han sagde, at familien var det eneste, han havde tilbage.
Emily tog brevet, pressede det mod sit bryst, mens tårerne blandede sig med regnen.
Manden tog sit tørklæde af, lagde det over hendes skuldre, og tog et tæppe fra kufferten, hvori han svøbte børnene.
— Kom med mig, sagde han blidt. — I behøver ikke blive her længere.
De gik ned ad gaden, oplyst af spredte gadelygter.
Vinden føltes ikke længere så kold.
Lily sov i hendes arme, og Oliver holdt nogen i hånden for første gang i lang tid.
Emily sagde ingenting.
Men for første gang i lang tid voksede der et varmt håb i hendes bryst — måske kunne alt begynde forfra.
