Det startede som et tv-eksperiment. Men for Timm Vladimir og Gordon Kennedy endte deltagelsen i Jaget Vildt med at sætte langt dybere spor, end de havde regnet med.
I programmet gælder det om at holde sig skjult og undgå efterforskerne. På papiret handler det om ruter, hjælpere og hurtige beslutninger. I virkeligheden viste det sig at være en konstant mental belastning, der gjorde det næsten umuligt at slappe af – også længe efter optagelserne var slut.
For Timm Vladimir kom paranoiaen snigende. Han havde forestillet sig, at man kunne trække vejret, når man nåede fra ét sted til et andet. Sådan blev det ikke. Kroppen var i alarmberedskab hele tiden. Øjnene scannede omgivelserne, og tankerne kørte uden pause.
Især én ting satte sig fast. Overvågningskameraerne. De var pludselig overalt. Hver gade, hver bygning, hvert hjørne føltes som et potentielt blik. Følelsen af konstant at være iagttaget blev så intens, at den satte sig fysisk i kroppen og gjorde situationen ekstremt stressende.
Gordon Kennedy oplevede det samme skift i bevidsthed. Før flugten havde han, som de fleste andre, aldrig tænkt over, hvor mange kameraer der faktisk findes i det offentlige rum. Men på flugt ændrede perspektivet sig fuldstændigt. Pludselig var det umuligt ikke at se dem.
Den vedvarende spænding forsvandt ikke, når dagen var omme. Tværtimod. Om aftenen var det svært at finde ro. Tankerne blev ved med at planlægge næste skridt. Hvem kunne hjælpe. Hvad hvis hjælpen udeblev. Hvordan man kom videre uden at blive opdaget.
For Gordon betød det, at nætterne blev urolige. Søvnen kom sent, hvis den kom overhovedet. Og selv efter flugten var afsluttet, tog det flere dage, før kroppen faldt til ro igen. Drømmene fortsatte. Flugten levede videre i hovedet, selvom den var ovre i virkeligheden.
Det, der begyndte som underholdning, blev en påmindelse om, hvor hårdt det er at være konstant på vagt. Ikke bare fysisk, men mentalt. Og den oplevelse har ændret måden, både Timm og Gordon ser deres omgivelser på i dag.
