Snestormen kom pludseligt.
Vinden hylede, sneen hvirvlede, og de få mennesker på gaden skyndte sig i læ.
En kvinde var på vej hjem efter arbejde — træt, forfrossen, med tasken i hånden og et varmt halstørklæde, der duftede af hjem.
Ved busstoppestedet sad en gammel mand.
Han bar en tynd frakke, slidte sko, hænderne rystede i lommerne.
Hans ansigt var dækket af sne, øjnene sænkede, læberne blå. Ingen standsede.
Hun gik to skridt forbi… men standsede.
Vinden slog mod hendes ansigt, sneen piskede hendes kinder, og hun følte pludselig skam.
Hun vendte om, satte sig på hug og tog halstørklædet af.
— Tag det, sagde hun. — Det vil varme lidt.
Den gamle mand løftede blikket. Hans øjne var ikke tomme — de var levende.
Han forsøgte at sige noget, men kunne ikke. Han nikkede blot og holdt tørklædet mod brystet.
— Tak, hviskede han. — Jeg vil huske det.
Hun smilede og gik — uden engang at kende hans navn.
Et år gik.
Kvinden lå på hospitalet efter en ulykke.
Skader, smerte, dage mellem søvn og vågenhed.
Læger og sygeplejersker kom og gik.
Men en dag trådte en mand i hvid kittel ind. Høj, venlig, med rolige øjne.
Han nærmede sig, sagde noget lavt til sygeplejersken, og tog et omhyggeligt sammenfoldet tørklæde frem.
Han lagde det på hendes knæ og smilede:
— Jeg tror, dette er dit.
Hun genkendte ham straks — uden skæg, uden rynker, rank og stærk.
— Det er… dig?
Han nikkede.
— Dengang havde jeg mistet alt. Nu har jeg fundet det igen. Takket være dig.
Tårer fyldte hendes øjne.
Han satte sig og sagde:
— Nogle gange kan en lille venlighed eller et stykke stof varme mere end en dag — et helt liv.
Da han gik, duftede tørklædet på hendes knæ ikke længere af vinter, men af forår.
