Efter en periode med stilhed er Emil Midé Erichsen igen klar med nyt fra livet til søs. Sammen med sin familie er han tilbage ombord på Havana, og nu forklarer han, hvorfor opdateringerne har ladet vente på sig.
Allerede i november fortalte Emil, at familien var vendt hjem til deres flydende base. Glæden var tydelig, da han delte nyheden om at være tilbage på skibet, som gennem årene har fået en helt særlig plads – ikke kun i familiens liv, men også hos mange danskere, der har fulgt rejsen tæt.
Da familien sejlede hjemmefra for knap to og et halvt år siden, var planen enkel: En tur til Caribien og derefter hjem igen. Men undervejs ændrede alt sig. Louise blev gravid, og da terminen nærmede sig, vendte de tilbage til Danmark, hvor lille Eik kom til verden. Rejsen blev sat på pause – indtil nu.

Siden da har Emil delt enkelte opslag om at stemme på sin bror Alfred i Vild med dans og om sin nye podcast, men ellers har der været stille omkring familiens hverdag. I et nyt Instagram-opslag vælger han nu at forklare hvorfor.
I videoen fortæller han, at stilheden ikke har haft noget med problemer at gøre. Tværtimod. Familien har brugt tiden på at lande, nyde at være tilbage på båden og finde rytmen igen efter skiftet mellem liv på land og liv til søs. Ifølge Emil har det handlet om at finde hinanden på ny som familie – på fuld tid.
Lige nu befinder familien sig ved Bonaire i det sydlige Caribien. Her er de omgivet af klart, blåt vand og farverige koralrev, og ifølge Emil er de faldet godt til. Udstyret er pakket ud, og hverdagen ombord på Havana fungerer igen.
View this post on Instagram
Dog gik ikke alt efter planen. Oprindeligt var det meningen, at familien skulle have været forbi Los Roques for at besøge nære venner. Uroligheder i området satte dog en stopper for besøget, og ruten måtte ændres.
Afslutningsvis sender Emil en varm tanke hjem til Danmark. Han håber, at december ikke føles alt for mørk, kold og rå, men i stedet byder på masser af julehygge. Selv forsøger familien at skabe julestemning i varmen, men som han indrømmer med et smil, er det lettere sagt end gjort.