Vejen i bjergene krævede altid forsigtighed.
Michael kørte alene — en gammel jeep, støvet vej, tomt bjergpas. Han var på vej hjem fra en forretningsrejse, besluttede ikke at skynde sig og drejede ind på en sidevej, hvor han engang plejede at køre med sin far.
Luften var klar, ørne svævede over klipperne, solen sank blødt mod horisonten.
Han stoppede ved vejsiden — for at strække benene, for at trække vejret.
Ikke langt derfra, i et sving, stod et mindesmærke. En stenplade med et billede og en indskrift. Nogen var død her for mange år siden.
Michael gik tættere på. På stenen lå friske blomster, som om nogen for nylig havde været der.
Han lænede sig frem for at læse:
“Til minde om Tom Grayson. 1985–2018.”
Navnet virkede vagt bekendt.
Men da han så på billedet, tabte han pusten.
På det sort-hvide foto — var det ham selv.
Samme blik, samme ansigtsform, endda den samme lille modermærke under øjet.
Men manden på billedet så ældre ud, trættere — som om han havde levet et par år mere.
Michael stod stille, vantro.
Han tog sin telefon for at tage et billede, men kameraet kunne ikke fokusere. Skærmen blev mørk, som om den nægtede at tage billedet.
Han trådte et skridt tilbage, blinkede — og opdagede, at dødsdatoen var dagens dato.
22. august.
Hans hjerte hamrede. Han kiggede omkring — ingen. Kun vinden, der susede mellem stenene.
Han satte sig hurtigt ind i bilen, startede motoren og kørte.
Men et par kilometer senere så han stedet igen i bakspejlet — selvom han vidste, at han var drejet en anden vej.
Senere, nede i dalen, standsede han ved en tankstation og spurgte ekspedienten:
— Deroppe, mindesmærket for Tom Grayson — hvem var han?
Ekspedienten rynkede panden.
— Der er ikke noget mindesmærke der. Det blev fjernet for fem år siden, da vejen blev repareret.
Michael blev bleg.
Han sagde ingenting.
Han kiggede bare i spejlet.
Og et øjeblik syntes han at se nogen sidde ved siden af sig.
Det samme blik.
Det samme smil.
