Hun kom hjem uventet — arbejdsmødet var blevet aflyst.
Nøglen drejede i låsen, og huset tog imod hende med stilhed.
Kun musik spillede svagt et sted i soveværelset.
Hun gik ind i gangen og satte tasken fra sig.
På bordet — to kaffekopper.
Den ene stadig varm.
Så hørte hun en stemme.
En mands latter, den samme som engang fik hendes hjerte til at slå hurtigere.
Og en kvindestemme — fremmed, lys, alt for tæt på.
— Ja, hun er sød, bare… ikke som en model, sagde han.
Kvinden lo.
Han lo med.
Hun stivnede ved døren til soveværelset.
Solen faldt ind over væggen, støvet dansede i strålerne,
og inde i hende lød et stille knæk.
Hun åbnede døren.
Han sad på sengen, uden sko, i skjorte, med telefonen ved siden af.
Ved hans side — en ung kvinde med løst hår og et smil.
Han så hende ikke med det samme.
Og hun sagde ikke noget.
Hun gik bare ind,
tog telefonen fra bordet og trykkede på opkaldsknappen.
På skærmen — en besked med elskerindens navn.
Hun så på ham og sagde lavt, næsten som en hvisken:
— Sig til hende, at den “søde” ved, hvordan man går med værdighed.
Han sprang op, bleg, prøvede at sige noget,
men hun gik allerede mod døren.
Uden råb, uden tårer,
kun med holdningen af en kvinde, der huskede, hvem hun er.
Han løb efter hende, barfodet, med et fortabt blik.
Og i soveværelset blev den anden tilbage —
siddende i stilhed, uden at vide, hvad hun skulle gøre med sine hænder.
Solen faldt stadig på gulvet,
lys og ubarmhjertig,
som sandheden, man ikke længere kan undgå at se.
