Bubber forlader tv-studierne: Nu står han ansigt til ansigt med gaden

Han har været synonym med farverige studier, børne-tv og store underholdningsprogrammer. Men nu vælger Bubber en helt anden retning.

Den 61-årige tv-vært præsenterer sit nye projekt “Mennesket – historier fra gaden”, som får premiere søndag den 1. marts på YouTube. Og denne gang er der hverken studielys eller polerede kulisser.

På Instagram deler han de første glimt fra serien. Her er det asfalten, der danner bagtæppe – og mennesker, man ellers sjældent stopper op for.

Bubber har allerede offentliggjort to klip fra et interview med 51-årige Daniella. Stemningen er alvorlig og nærværende. Ifølge ham selv handler projektet ikke om at jagte overskrifter, men om at give plads til stemmer, der normalt ikke bliver hørt.

– Jeg taler med mennesker fra gaden. Ikke for overskrifter. Ikke for drama. Men for sandheden, skriver han og fortsætter:

– Et kamera. Et menneske ad gangen. Råt, ærligt, sårbart og ucensureret.

Med serien ønsker Bubber at gå en anden vej end de traditionelle prime-time-programmer. Her er fokus på livshistorier, som sjældent får taletid.

 

View this post on Instagram

 

A post shared by Bubber (@bubberinstagram)

– Det er livshistorier, som sjældent bliver fortalt. Mennesker, der normalt bliver forbigået. Mennesker, der aldrig bliver hørt. Hos dem alle gemmer der sig et helt liv, lyder det fra værten.

Han afslutter med en direkte opfordring til sine over 83.700 følgere:

– Jeg håber, du vil se med.

Denne gang er det ikke underholdning i klassisk forstand.

Det er virkeligheden – helt tæt på.