Han kørte på motorvejen mellem byerne.
Tom vej, aftensol i spejlet.
Radioen spillede lavt, luften duftede af benzin og forår.
Alt var stille — indtil han så tyk røg forude.
Først troede han, at nogen brændte græs.
Men da han kom tættere på, så han: en bil stod i flammer.
Foran helt opslugt, flammer slog ud under motorhjelmen.
Inde bag de sorte ruder — en skygge, der stadig bevægede sig.
Han bremsede hårdt.
Et øjeblik — stilhed.
Kun ildens knitren og den fjerne motorvej.
Biler kørte forbi, nogle filmede.
Ingen stoppede.
Han greb ildslukkeren fra bagagerummet.
Luften var varm og tung.
Han rev i døren — låst.
Nogen bankede svagt indefra.
Hans hjerte sank.
— Hold ud! — råbte han. — Jeg er her!
Men manden inde i bilen bevægede sig næsten ikke.
Han trådte tilbage, slog på ruden.
Et slag. To. Tre.
Glasset revnede, så eksploderede det.
Røgen væltede ud.
Han stak armen ind.
— Kom nu! Tag min hånd!
Manden faldt ud, de rullede på jorden.
Han trak ham bag autoværnet.
Bag dem — en eksplosion.
Flammer, lys, røg.
Manden hostede. I live.
Han så på sine hænder — blod, sod, de rystede.
Folk ankom, råbte, filmede, hjalp.
Han stod lidt væk.
En lastbilchauffør lagde hånden på hans skulder:
— Du kunne være kommet for sent.
Han svarede stille:
— Ja. Men han ville ikke have haft nogen chance.
Vejen summede igen.
To mænd sad bag autoværnet, stille, og så et liv slukkes… og et andet begynde.
