Det var en varm sommerdag, og vejen var næsten tom. Uden for en lille by sad en ældre kvinde ved vejkanten. Foran hende stod en kasse dækket med en broderet dug. Et skilt ved siden af lød: “Hjemmedyrkede grøntsager. Billigt.”
Bilerne kørte forbi, nogle stoppede og købte agurker eller tomater.
Da en patruljevogn standsede, blev den gamle kvinde forskrækket.
— Jeg bliver ikke længe, mine sønner, sagde hun hurtigt. — Jeg skal bare tjene lidt til medicin.
Den unge betjent smilede til sin kollega.
— Bare rolig, bedstemor, vi giver ingen bøde.
Mens de noterede noget, blæste vinden dugen væk. Noget rundt og tungt trillede ud – ikke en krukke, ikke en grøntsag. En af betjentene bøjede sig ned, troede det var en gammel vægt. Men da han løftede genstanden, forsvandt hans smil.
Det var en rusten metalsfære med indgraverede symboler og dybe ridser. Kvinden blev bleg.
— Rør ikke ved det, sagde hun stille. — Det er gammelt… jeg fandt det bag huset, da jeg gravede i haven.
Betjentene så på hinanden. Under rusten kunne man ane mærker – måske koordinater eller et serienummer. En af dem tog radioen:
— Central, her patrulje toogtyve. Vi har fundet et mistænkeligt objekt, muligvis ammunition fra krigen.
Tyve minutter senere ankom en ammunitionsenhed. Kvinden blev sat i bilen, og området blev afspærret med gult bånd. Efter en kort undersøgelse bekræftede eksperterne – det var ikke en kopi, men en ægte artillerigranat fra Anden Verdenskrig.
Kvinden græd, mens hun så på sin grøntsagskasse:
— Herregud, jeg troede bare, det var en sten…
Efterfølgende viste det sig, at en gammel skyttegravslinje gik lige bag hendes hus. Granaten havde ligget i jorden i over halvfjerds år.
Da alt var ovre, hjalp den unge betjent hende med at pakke sammen. Han tog en seddel fra lommen og lagde den på kassen.
— Til medicinen, som vi lovede, sagde han.
Kvinden smilede svagt:
— Tak, min dreng. Hvem skulle tro, at grøntsager nogle gange kan koste livet.
