Køen i supermarkedet bevægede sig langsomt. Folk var trætte — nogle kiggede på deres telefoner, andre flyttede varerne nervøst fra hånd til hånd.
Ved kassen stod en ung kvinde i en slidt frakke, gamle sko og med uglet hår. Ingen makeup, bare træthed i øjnene.
Hun havde kun få varer — brød, mælk, lidt ris og æbler.
Da det blev hendes tur, tog hun sin gamle pung frem og spurgte stille:
— Undskyld, hvis jeg mangler lidt, må jeg så tage noget fra?
Kasseren, ung og selvsikker, lo højt:
— Nå, skal vi give dig rabat af medlidenhed?
Et par i køen fniste.
Kvinden rødmede.
— Undskyld… jeg… — begyndte hun, men stemmen rystede.
Hun talte mønterne — der manglede et par.
— Så tag æblerne væk, tak, — sagde hun lavt.
Kasseren rullede med øjnene:
— Hørte I det? Hun har ikke råd til æbler!
Da trådte en mand frem — i arbejdstøj, hænderne stadig beskidte.
Han lagde nogle sedler på båndet og sagde roligt:
— Jeg betaler for alt, hvad hun har.
Kasseren stivnede.
— Kender du hende?
— Ja, — sagde han. — Hun er lægen, der reddede min søn for en måned siden.
Køen blev stille.
Kvinden kiggede op, rystet.
— Jeg gjorde bare mit arbejde…
— Og nu gør jeg mit, — svarede han med et smil.
Ingen lo længere. Selv kasseapparatet lød dæmpet.
Da hun forlod butikken, var regnen stoppet, og solen tittede frem mellem skyerne — som et stille tegn på, at retfærdighed stadig findes.
