Varmen var så intens, at luften dirrede over vejen. Asfalten smeltede, og stoppestedet midt på landevejen lignede et fatamorgana. Lisa var på vej hjem fra arbejde — træt, irriteret, og hun drømte kun om et koldt bad.
Ved stoppestedet sad en ung mand, omkring femogtyve. Solen ramte ham direkte i ansigtet, og hans skjorte var gennemblødt af sved. Da hun nærmede sig, løftede han blikket og sagde stille:
— Undskyld… har du noget vand?
I Lisas taske lå en næsten fuld flaske. Men hun svarede automatisk:
— Nej, jeg har travlt.
Han nikkede uden at blive fornærmet. Sænkede bare hovedet og lukkede øjnene, som om kræfterne var væk. Lisa gik videre, kiggede på vejen. Solen brændte i øjnene, sveden løb ned ad hendes hals. Efter et øjeblik vendte hun sig om — manden sad stadig, men bevægede sig ikke.
“Han venter sikkert på bussen,” tænkte hun og gik videre.
En time senere, hjemme i sofaen, tændte hun for nyhederne. Værten talte med rolig stemme:
“En mand blev i dag fundet død af dehydrering på vejen uden for byen. Ifølge de første oplysninger var han på vej hjem til fods efter et bilnedbrud.”
På skærmen viste de et billede af stedet — det samme stoppested, den samme rygsæk, den samme mand.
Lisa følte, at luften forsvandt fra hendes lunger. Hun tabte telefonen, tog vandflasken fra bordet og stirrede på den i vantro. Fuld. Kold. Stadig urørt.
Den nat sad hun længe på altanen og lyttede til lyden af trafikken. Hun syntes, hun kunne høre en stemme igen, stille, næsten som en hvisken:
— Undskyld… har du noget vand?
