Det var middag – solen stod højt, luften glimtede af varme, og voliererne genlød af fugleskrig.
Gæsternes latter genlød langs zoologisk haves stier; luften duftede af blomster, parfume og noget sødt, som karamel.
Et hvidt tæppe, lagt mellem flamingoburene, førte direkte til en bue af roser.
Hun, bruden, slank som en lysstråle, stod lige ved dammen.
Hendes slør glimtede i sollyset og syntes at opløses i den blå luft.
Ved siden af hende rettede gommen nervøst på sit slips og kiggede på gæsterne, der allerede var begyndt at tage deres telefoner frem.
Og pludselig – et skrig.
Højt, metallisk, genlød, som om nogen havde revet selve himlen i stykker.
Alle vendte sig – en påfugl løb ud bag hegnet.
Den var både smuk og vanvittig. Blå fjer glimtede i solen, og den viftede hale glimtede i alle farver.
Han stoppede, så bruden og frøs til.
Og så sprang han. Sløret fangede hans blik, som en hvid rival. Han skyndte sig direkte mod hende, med vingerne spredt ud, hvæsende, som om han forsvarede sin trone.
Bruden skreg, greb fat i hendes nederdel og løb – latter og panik blandede sig.
Hendes kjole glimtede mellem burene, hendes slør blafrede, og påfuglen løb efter hende uden at halte bagud.
Løverne løftede dovent hovedet, aberne skreg, og fotografen kunne ikke trykke på knappen.
En prøvede at fange fuglen, en anden bruden.
Men på et tidspunkt stoppede de begge – lige ved dammen med svanerne.
Påfuglen spredte halen, som for at vise: her er hun, hans brud.
Hun stod der, trak vejret tungt, med sløret i stykker og latter i øjnene.
Brudgommen løb hen og krammede hende – og pludselig syntes hele zoologisk have at blive stille.
Selv vinden stoppede og efterlod en fjer svævende i luften – blå som himlen.
Fotografen klikkede på udløseren.
Billedet indfanger et øjeblik, hvor alting er levende, som om det ånder det samme liv.
En påfugl, en kvinde i hvidt og solen, blændende guld, spejlet i vandet.
