Morgenen i Paris begyndte langsomt.
Brostenene holdt stadig nattens kølighed, og luften duftede af kaffe og frisk bagværk.
Byen vågnede dovent — lyden af skodder, trin, porcelæn der klirrede i et nærliggende café.
André Moreau gik ned ad den smalle gade, haltende en smule.
I den ene hånd — en stok, i den anden — en papirpose med en baguette, der stak ud.
Han kom her hver morgen, på samme tid, i tyve år.
Sælgeren vidste, at han kunne lide sprødt brød og en lille sort kaffe.
Engang underviste André i litteratur.
Hans timer var stille, duftede af kridt, og hans stemme havde noget beroligende i sig.
Nu var han pensioneret, boede alene og talte sjældent med nogen.
Ved et kryds standsede han, ventede på grønt lys.
Pludselig hørte han:
— Monsieur Moreau? Er det Dem?
Han vendte sig om.
En mand i ambulanceuniform stod der — høj, sikker, med et venligt blik.
— Louis? — sagde han forbløffet. — Louis Duval… min elev?
Manden smilede.
— Ja, det er mig! Ham der tegnede i stedet for at løse opgaver.
André lo:
— Så mine karakterer var måske ikke forgæves.
De stod og talte midt på gaden.
Tiden syntes at vende tilbage.
Louis fortalte, at han var blevet redder, havde en datter og stadig huskede lugten af tavlen og lærerens stemme.
André lyttede, hjertet fyldt med varme.
Men så ændrede alt sig.
Luften blev tungere, mørkere.
En skarp smerte i brystet, åndedrættet brød.
Han nåede kun at sige:
— Mit hjerte…
Og så faldt han.
Louis greb ham, lagde ham ned.
Han tjekkede pulsen, begyndte hjertemassage.
— Hold ud, monsieur Moreau! Træk vejret!
Nogle få minutter gik — som en evighed.
Endelig trak læreren vejret igen. Svagt, men levende.
Da ambulancen ankom, sagde lægen:
— Ét minut senere, og han havde ikke været her.
I bilen lå André bleg med iltmaske, men levende.
Han så på Louis og sagde stille:
— Du har bestået din eksamen i dag. Med udmærkelse.
Louis vendte blikket mod vinduet og holdt lærerens hånd.
Udenfor gled Paris forbi — de skinnende brosten, caféerne, det bløde morgenlys.
Og det var, som om hele byen holdt vejret et øjeblik,
mens en mand, der engang lærte andre at leve, igen lærte at trække vejret.
