Irina Draga er klar med et nyt projekt, og denne gang har hun sin lillesøster Victoria Banbenko med ved sin side.
Sammen har søstrene lanceret podcasten “Sister Issues”, hvor lytterne bliver inviteret ind i deres tætte relation og de samtaler, der normalt foregår privat mellem dem.
Podcasten skal ikke kun handle om de lette emner. Irina og Victoria vil også tage fat på de mere komplicerede sider af livet og tale åbent om blandt andet usunde kærlighedsrelationer, forholdet til fædre, penge og kropsidealer.
Netop forskellene mellem de to søstre skal være en vigtig del af podcasten.
– Vi er søstre, men vi er stadig forskellige, har forskellige holdninger og liv. Vi udfordrer hinanden, siger tingene, som de er, og vi tør tage de svære samtaler, fortæller de i forbindelse med lanceringen.
Irina og Victoria håber samtidig, at lytterne kan genkende noget fra deres eget liv i de emner, der bliver taget op.
– Vi tror på, at mange af os går igennem de samme ting. Derfor vil vi tale åbent om emner, som du også kan spejle dig i, og hvor du føler dig set, lyder det fra søstrene.

Med “Sister Issues” åbner de dermed døren til en mere personlig del af deres forhold og lover at dele samtaler, som ellers ville være blevet mellem dem.
– Kom helt tæt på vores private samtaler fra i dag og hver kommende mandag, skriver de.
“Sister Issues” udkommer hver mandag og kan høres eksklusivt på Podimo.