Christopher Nissen har allerede en stor koncert i kalenderen for 2027, men fans behøver ikke vente helt til september for at opleve ham på en dansk scene.
Fredag den 11. juni indtager Christopher nemlig Heartland på Fyn. Det bliver samtidig hans første annoncerede danske festivalkoncert i 2027.
Nyheden kommer efter, at alle 60.000 billetter til hans koncert i Øresundsparken den 4. september 2027 er blevet solgt. Dermed er der lagt op til det største danske headlinershow på dansk grund.

Men omkring tre måneder inden den store københavnske koncert går turen altså til omgivelserne ved Egeskov Slot.
Christopher har været blandt de artister, som Heartlands gæster i særlig grad har ønsket sig, og på sommerens musikprogram får han blandt andet selskab af Alex Warren og Thomas Helmig.
Heartlands direktør og musikansvarlige Ulrik Ørum-Petersen glæder sig over at have Christopher på plakaten.
– Christopher befinder sig et ret vildt sted i sin karriere lige nu. Han har fundet et nyt musikalsk momentum med de danske sange, og samtidig har 60.000 solgte billetter tydeligt vist, hvor stort et publikum han har herhjemme, fortæller han.

2026 har markeret begyndelsen på et nyt dansksproget kapitel for Christopher. Han har blandt andet udgivet “Ham Med Guitaren”, “Ringer Om Natten”, “Jeg Ka’ Ik Mærke Noget” sammen med Thomas Helmig og “Elsker Dig Så Meget Jeg Ku’ Gå I Stykker”.
I begyndelsen af 2027 følger hans første dansksprogede album.
Når Christopher indtager Heartland til sommer, kan publikum derfor se frem til en koncert, hvor både velkendte numre og nyere danske sange bliver en del af oplevelsen.