Der er sket meget i Mathilde Caffeys liv, siden hun i 2020 blev et kendt ansigt gennem “X Factor”.
Dengang var hun en del af Thomas Blachmans hold af unge solister, og konkurrencen endte med et tæt opgør mellem hende og Alma Agger. Mathilde nåede hele vejen til finalen, hvor hun sluttede på andenpladsen.
Nu er det dog privatlivet, der giver hende noget helt særligt at glæde sig til.
Mathilde Caffey har nemlig afsløret, at hun er gravid og venter sit første barn sammen med kæresten Oliwer Desombre, der arbejder som musikproducer.
På Instagram delte hun nyheden sammen med et billede af sin voksende mave.
– Upsi dupsi, lille hjerte der vokser, Oli og Caffey har gjort kærligheden stor. Surprise, jeg er gravid. Vi ses i februar, lille Saga, skriver hun.
Dermed afslører hun samtidig, at den lille ny ventes til februar, og at parret allerede har valgt navnet Saga.

Årene efter “X Factor” har budt på flere markante begivenheder for Mathilde. Nogle år efter sin deltagelse blev hun dømt for et overfald på en medarbejder i 7-Eleven og fik 40 dages fængsel. Hun accepterede dommen og har siden haft fokus på musikken.
For omkring et år siden fortalte hun desuden, at hun var blevet forlovet med sin daværende kæreste.
I maj viste hun så sin nye kæreste Oliwer frem på Instagram, og nu tager de to altså næste store skridt sammen.
Om få måneder begynder et helt nyt kapitel, når Mathilde Caffey bliver mor for første gang.