For Jonas Ptak har de seneste måneder budt på en stor omvæltning. Forholdet til Louise Drewes Ohlsen er slut, og dermed er en fælles hverdag med hus, familieliv og deres søn Otto blevet afløst af en helt ny virkelighed.
Jonas blev kendt gennem sæson 19 af “Paradise Hotel”. Senere mødte han Louise Drewes Ohlsen, og de to medvirkede efterfølgende sammen i realityprogrammet “Singletown”, hvor deres forhold blev sat på prøve.

Dengang kom de styrket videre. Siden tog forholdet endnu et stort skridt, da de købte hus sammen i Ølstykke og senere blev forældre til sønnen Otto.
Nu er historien dog endt et andet sted. Ved Reality Awards’ sommerfest fortalte Jonas åbent, at han og Louise ikke længere er et par.
– Det er ret nyt, at vi er gået fra hinanden. På papiret er det tre måneder siden, men det har været en lang proces, hvor vi har forsøgt at få det til at fungere. Det kunne vi ikke. Hvis man ikke har det godt sammen, skal man selvfølgelig heller ikke være sammen, siger Jonas Ptak.
Selv om kærlighedsforholdet er forbi, har de stadig en fælles opgave, som fylder mere end noget andet. Deres søn Otto er nu to år, og begge forsøger at skabe så meget ro som muligt omkring ham.
– Vi har faktisk et godt forhold til hinanden indtil videre. Vi har Otto, og vi gør alt, hvad vi kan, for at få det til at fungere, fortæller Jonas.
Bruddet betyder samtidig, at der er en række praktiske ting, som endnu ikke er faldet helt på plads. Det gælder især det fælles hus og fordelingen af tiden med Otto.
Planen er, at Louise skal købe Jonas ud af huset. I den nuværende overgangsperiode ser han derfor sin søn hver anden weekend.
– Det er ikke særlig meget, men mit mål er at få mere tid med Otto, når hun har købt mig ud af huset, forklarer han.
Når økonomien omkring huset er afsluttet, vil Jonas finde et nyt sted at bo. Her er der én ting, han ikke ønsker at gå på kompromis med: Han vil blive tæt på sin søn og hans faste hverdag.
Derfor leder han efter en bolig i Ølstykke, hvor familien allerede har slået rødder.

– Vi købte huset sammen i Ølstykke, og jeg vil gerne finde noget i Ølstykke igen, så Otto kan beholde sine venner i vuggestuen, og hverdagen kan fortsætte nogenlunde som før uden for mange ændringer. Jeg leder helt sikkert efter noget der, siger Jonas.
Han forestiller sig et hjem, hvor han og Otto kan skabe deres egen hverdag. Om der senere kommer en ny kvinde ind i billedet, har han ikke travlt med at finde ud af.
– Planen er, at jeg finder et nyt sted, hvor Otto og jeg kan have et liv. Så må vi se, om der pludselig flytter en ny ind.
Jonas understreger samtidig, at tempoet skal helt ned efter bruddet.
– Jeg skal lige tage det lidt roligt. Jeg er 36 nu, så det skal ikke gå alt for stærkt. Otto har en mor.
Han har dog allerede kortvarigt prøvet kræfter med datinglivet. I omkring 14 dage havde han profiler på både Hinge og Tinder, men det blev hurtigt for meget.
– Sandheden er, at jeg var på Hinge og Tinder i 14 dage, men jeg er allerede hoppet af igen, fordi det simpelthen blev for meget, fortæller han.
I stedet vil Jonas bruge tiden på de mennesker, han allerede har tæt på sig. Familie, venner og sønnen Otto står først, mens kærligheden må komme, når den kommer.
– Jeg tager den med ro og bruger min tid sammen med familie og venner. Den kvinde, jeg ender med at finde, skal nok dukke op en dag, afslutter Jonas Ptak.