Den dag var varm og stille.
Naboerne sad på bænkene i solen, nogen slog græsset, og den gamle hr. Hansen stod ved sit hegn og kiggede tankefuldt ned i jorden.
Da kvarterets drenge — Erik, Tom og Jamie — kom løbende, sagde han:
— Drenge, har I lyst til at tjene et par mønter? Hjælp mig med at grave et hul. Jeg vil plante et træ — det skal vokse og en dag give skygge til jeres børn.
De gik gladeligt i gang.
Jorden var fugtig og blød efter regnen. Latter og snak fyldte luften.
Men efter en halv time ramte Eriks spade noget hårdt — en dump, metallisk lyd.
— Hr. Hansen! Der er noget her! — råbte han.
Den gamle mand kom hen, så ned — og blev pludselig bleg.
Han knælede langsomt og begyndte at fjerne jorden med hænderne.
Under leret kom en metalæske til syne — rusten, men solidt begravet.
— Hvad er det? — spurgte Tom.
Længe sagde han ingenting. Så sukkede han:
— Jeg troede, den aldrig ville blive fundet…
Han tog en lommekniv, brækkede låsen op. Et klik, et knirk.
Indeni lå en bunke gulnede breve, bundet med snor, og en lille trækasse.
På låget stod der: Louise.
Drengene så på hinanden.
Den gamle mand satte sig i græsset, kassen i hænderne.
— Det var… for længe siden, sagde han stille. — Hun boede her før krigen. Vi var børn. Jeg lovede at gemme hendes breve og aldrig vise dem til nogen, så længe jeg levede. Dengang troede jeg, det var rigtigt… men så blev det for sent.
Han åbnede kassen.
Indeni — et foto af en ung kvinde i kjole med hvid krave, og en dreng ved siden af hende, smilende — med de samme øjne som den unge Hansen.
Der blev stille. Kun lyden af en gynge, der knirkede bag hegnet.
Den gamle mand så på drengene:
— Nå… nu ved I det også.
Han lukkede forsigtigt kassen, lagde den tilbage og dækkede den med jord.
— Vi planter træet her, sagde han. — Lad det vokse. Lad det huske det, som mennesker prøver at glemme.
Et par dage senere skød en lille grøn spire frem.
Og det virkede som om, det ikke kun var et træ, der voksede — men en hel historie, for tung til at bære alene.
