Regnen styrtede ned.
Lyden af dråberne på taget blandede sig med hans råb.
Alex stod i døren, rød i ansigtet af vrede, næverne knyttede.
— Det er nok, Lena! Ud! Jeg gider ikke høre dit brok mere!
Hun stod på tærsklen, med deres søn i armene.
Frakken var gennemblødt, håret klistrede til ansigtet.
— Alex, vær sød… han fryser, sagde hun stille.
— Det rager mig! — råbte han. — Gå, hvor du vil, bare væk herfra!
Døren smækkede.
Udenfor stod kvinden og barnet i regnen, ved siden af en våd kuffert.
Drengen græd, og Lena strøg ham over håret:
— Det skal nok gå, skat. Vi klarer det.
Næste dag dukkede et billede op på nettet — en ung mor med sit barn i regnen.
Under billedet stod: “Nogle gange ligger en kvindes styrke ikke i at blive, men i at gå.”
Opslaget eksploderede. Folk delte, skrev, tilbød hjælp.
Nogen genkendte hende.
Alex vågnede næste morgen til uophørlige opkald.
— Er det din kone på billedet?
Han åbnede linket — og frøs.
Lena stod der, gennemblødt, men rank.
Ikke svag, ikke brudt.
Alt, hvad han havde råbt, alle ord, han havde sagt, væltede tilbage over ham som kulde.
Han kørte for at finde hende, men naboen sagde:
— For sent. Hun er væk. For altid.
Alex stod i samme regn, under samme grå himmel.
Men nu var kulden ikke udenpå — den var i ham.
