Højden — fire tusinde meter.
Luften duftede af metal og sol. Edward stod ved den åbne luge, fingrene greb fast i remmen, hjertet slog jævnt, men alt for hårdt.
Instruktøren råbte noget som “klar?”, men vinden slugte ordene.
Han nikkede.
Og trådte ud.
Verden vendte sig. Lyden forsvandt. Der var kun luft — tæt som vand. Kulden brændte i ansigtet, ørerne ringede.
Han faldt. Først hurtigt, så langsommere. Solen blev til en streg, jorden — en grøn plet, der voksede for hvert sekund.
Han trak i håndtaget.
En gang.
To gange.
Ingenting.
Panikken kom ikke med det samme. Den stod der bare og ventede.
Han trak igen — forgæves. Remmen slog mod hans skulder.
Jorden nærmede sig, lyden voksede, kroppen var tung og let på én gang.
Og pludselig — stilhed.
Alt stod stille. Luften blev tyk og gennemsigtig.
Han forstod, at han ikke trak vejret, men han kvæledes heller ikke.
Foran øjnene — lys, varmt og roligt.
Hukommelsen vendte tilbage, ikke med et skrig, men en hvisken.
Dette spring — han havde set det før. Mange gange. I drømme.
Hver gang det samme: frygten, luften, jorden. Og hver gang den samme tanke: så længe du falder, lever du.
Han smilede.
Ikke af vanvid, men af fred.
Faldet blev til flugt. Himlen tog imod ham som sin egen.
Så vågnede han.
Sved på halsen, en kold pude, åndedrættet ujævnt, men levende.
Han lå i mørket og lyttede, mens hjertet fandt sin rytme igen.
På natbordet — en billet til springet, købt i går.
Han så længe på den, roligt.
Og hviskede, som et svar til sin drøm:
— Ikke endnu.
