Pernille Nygaard væk fra sin søn en hel dag for første gang: “Det er meget nervepirrende”

Smukfest har altid haft en helt særlig plads hos Pernille Nygaard. Hun har været en del af festivalen, siden hun var teenager, men i år føles oplevelsen anderledes end nogensinde før.

Den 35-årige tidligere realitydeltager blev mor i august 2025, og lørdag var første gang siden fødslen, at hun for alvor tog ud for at nyde en hel festivaldag uden sin søn ved sin side.

Hun har kendt Smukfest næsten hele livet. Familien stammer fra Skanderborg, og Pernille fortæller, at hun har været med, siden hun var omkring 15 år.

– Jeg har været her, siden jeg var 15 år, fordi hele min familie er fra Skanderborg, så jeg har været her, siden jeg var helt lille, fortæller hun.

Festivalen er derfor langt mere end bare en festlig weekend for hende. Den er fyldt med minder og traditioner, men moderskabet har ændret måden, hun oplever dagene på.

– Jeg synes, det er vildt hvert år, men nu er jeg blevet mor, så nu er det lidt mindre vildt.

Pernille har ganske vist været ude enkelte gange, siden hun blev mor, men det har primært været mindre arrangementer og fødselsdage hos venner. En hel dag på festival er noget helt andet.

– Efter jeg er blevet mor, er det her første gang, jeg virkelig er ude. Jeg har bare været til nogle fødselsdage med nogle venner, men ikke på den her måde, siger hun.

Selv om hun havde taget turen til Smukfest for at hygge sig, var det ikke nemt helt at slippe tankerne om sønnen derhjemme. Telefonen blev tjekket igen og igen, og nervøsiteten fulgte med hende rundt på festivalpladsen.

– Jeg har også lidt dårlige nerver, og jeg kigger på min telefon hele tiden.

Derfor havde Pernille også besluttet sig for at gøre festivaldagen noget mere afdæmpet, end mange måske forbinder med Smukfest. Hun ville nemlig hjem til sin søn samme aften.

– Jeg holder mig ædru i aften, fordi jeg skal hjem til ham. Min lille mand.

Det var første gang, hun var væk fra ham i en hel dag uden at være på arbejde, og den forskel kunne mærkes.

– Det er meget nervepirrende at være væk fra ham en hel dag, fordi jeg kun har været væk fra ham, hvis jeg har været på arbejde.

Hjemme var der dog styr på det hele. Mens både mor og far var taget på festival, blev den lille dreng passet af sine bedsteforældre.

– Han bliver passet derhjemme af sin mormor og morfar. Nu hvor mor og far er ude, afslutter Pernille.