De fleste forbinder Trine Dyrholm med prisvindende roller på film, tv og teaterscener. Men nu er hun klar til at vise en helt anden side af sig selv.
I foråret 2027 tager den populære kunstner nemlig ud på en omfattende koncertturné, hvor musikken får hovedrollen.
Nyheden deler hun selv med sine følgere på Instagram, hvor hun fortæller, at et helt særligt jubilæum har fået hende til at tage beslutningen.

Næste år er det nemlig 40 år siden, at en blot 14-årig Trine Dyrholm slog sit navn fast i danskernes bevidsthed med “Danse i måneskin” ved Dansk Melodi Grand Prix i 1987. Sangen sikrede hende dengang en tredjeplads og blev starten på en bemærkelsesværdig karriere.
Det jubilæum ønsker hun nu at markere på en helt særlig måde.
“Jeg har glædet mig meget til at fortælle at jeg tager på koncert turné til foråret 2027 med ‘Sange jeg har sunget’. Næste år er det 40 år siden, at jeg sang ‘Danse i Måneskin’,” skriver hun.

Samtidig peger hun på, at musikken har fulgt hende gennem store dele af arbejdslivet, selvom skuespillet har fyldt mest.
“Og siden har jeg som skuespiller været involveret i flere projekter hvor musikken har fyldt meget; senest tv-serien ‘Den Danske Kvinde’. Nu har jeg samlet et fantastisk band og tager ud og møder et livepublikum. Og jeg glæder mig.”
Præcis hvilke sange publikum får mulighed for at opleve, er endnu ikke offentliggjort.
Repertoiret er dog omfattende.

Gennem årene har Trine Dyrholm lagt stemme til en række kendte numre. Mange husker hende blandt andet fra Disney-filmen “Herkules”, hvor hun sang “Jeg er den samme som før”.
Senest har hun også fortolket flere velkendte sange i tv-serien “Den danske kvinde”, herunder “Glor på vinduer”, “Buster”, “Smuk som et stjerneskud” og den danske version af Eurovision-succesen “Euphoria”, som fik titlen “Til evig tid”.
Musikken har tidligere bragt hende på hitlisterne. Da hun i 2004 medvirkede i showet “Mr. Nice Guy” sammen med Anders og Peter Lund Madsen, blev sangen “Avenuen” et stort publikumshit.
Посмотреть эту публикацию в Instagram
Turnéen kommer til at føre Trine Dyrholm og hendes band rundt i store dele af landet.
Mellem den 19. marts og 11. april 2027 besøger de Randers, Aalborg, København, Middelfart, Esbjerg, Holstebro, Sønderborg, Aarhus, Ringsted, Vejle og Odense.
Billetsalget åbner den 4. juni klokken 10.00.
Efter fire årtier i dansk kulturliv er Trine Dyrholm nu klar til endnu et nyt kapitel – denne gang med mikrofonen i centrum og publikum lige foran scenekanten.