Solen stod højt over Østerbro, da familie, venner og musikerkolleger torsdag samledes for at tage det sidste farvel med Stig Møller. Den folkekære musiker og Steppeulvene-legende blev bisat under smukke og værdige rammer, præcis som mange forestillede sig, at han selv ville have ønsket det.
I den velbesøgte Sankt Jakobs Kirke blev afskeden præget af både sorg, kærlighed og musik. Salmerne “Se, nu stiger solen” og “Altid frejdig, når du går” fyldte kirkerummet, mens oplæsninger, musikalske indslag og sange satte en særlig stemning omkring ceremonien.
Stig Møller døde den 18. maj, 80 år gammel. Han blev især kendt for kultklassikeren “Sikke’n dejlig dag”, som i 1994 gjorde ham til et velkendt navn langt ud over de musikalske kredse.
Blandt de fremmødte var flere af hans nære venner og kolleger gennem årtier. Niels Skousen mindedes en mand, der satte et stort aftryk både musikalsk og menneskeligt.
– Jeg mindes Stig som en fantastisk musiker. Alsidig og utrolig. Det bedste ved ham var, at han lærte mig de tre akkorder, som vi bruger på “Herfra hvor vi står”. Jeg har lært meget af ham. Jeg vidste, at han var syg, men jeg blev trist, da han døde – det er klart, sagde en rørt Niels Skousen.
Under ceremonien blev netop “Herfra hvor vi står” et særligt øjeblik. Det, der begyndte som en musikalsk hyldest, udviklede sig til en spontan jamsession, som fik smilene frem blandt de mange fremmødte.
Også Wili Jønsson havde svært ved at skjule sin vemodighed.
– Jeg husker Stig Møller som en smuk mand, en dejlig musiker og en god kammerat. Han var ikke en nær ven, men en ven. Vi har fulgtes ad lige siden vores ungdom, og jeg har spillet med ham også. Så det er meget vemodigt.
De stærkeste ord kom dog fra Klaus Handsome, som havde kendt Stig Møller siden teenageårene.
– Han er en af mine absolut allerbedste venner. Jeg elsker ham herfra og til evigheden. Vi fik sagt, at vi elsker hinanden, og vi fik kysset og krammet farvel. Nu er han bare gået i forvejen, og så kommer jeg sikkert trillende om 20 år.
Klaus Handsome fortalte også, at han så sin ven blot to dage før dødsfaldet.
– Det gjorde jeg to dage, før han døde. Jeg vidste ikke på det tidspunkt, at han skulle dø lige nu, men pludselig kom det bare tæt på. Det er ikke gået op for mig endnu, men en bisættelse og gravøl kan hele noget i os alle sammen, og det håber jeg også, det kan gøre i mig.
Da ceremonien var slut, og kisten blev båret ud af kirken, var der tårer og lange omfavnelser. Men pludselig skiftede stemningen.
– Lad os give Stig en sidste klapsalve!, lød opfordringen fra en af gæsterne.
Få sekunder senere brød flere hundrede mennesker ud i langvarig applaus, mens rustvognen langsomt kørte væk. En afsked fyldt med varme og respekt.
Peter Ingemann, som gennem mange år arbejdede tæt sammen med Stig Møller, satte ord på det tomrum, der nu står tilbage.
– Det var smukt i dag. Der er jo det ved det, at man er den, man selv tror, man er, men man er også den, alle de andre ved, man er. Med Stig har jeg også mistet en væsentlig del af mig selv – som han oplevede mig.
– Det savner jeg, og jeg vil komme til at savne ham virkelig dybt. Vi passede på ham så godt, vi kunne, men så var der ikke nogen vej tilbage. Det er lånt tid, der aldrig bliver tilbagebetalt.
Gasolin-trommeslager Søren Berlev deltog også i afskeden og huskede deres mange år lange venskab.
– Vi var gode venner og har spillet sammen mange gange – også på det seneste. Han sad altid ned og spillede – det havde han gjort i mange år. Det er noget tid siden, jeg har set ham, men jeg vidste godt, han var syg og hvor det bar henad.
Han mindedes også et helt særligt øjeblik, hvor deres venskab engang blev velsignet af en præst i USA, efter de tilfældigt havde mødt hinanden på en kirkebænk.
Efter bisættelsen fortsatte mindehøjtideligheden ved gravøllet, som blev afholdt få minutters gang fra kirken. Her samledes venner, familie og kolleger endnu en gang for at mindes manden, der satte sit aftryk på dansk musik gennem generationer.
