Der er ingen glitrende ungdomsfilter på scenen på Nørrebro Teater. I stedet står ti kvinder over 67 år side om side i forestillingen “Renæssance” – og fortæller den historie, der alt for sjældent får plads: den modne kvindes.
Rikke Wölck er én af dem. Sammen med blandt andre Jannie Faurschou og Birgitte Raaberg hylder hun fællesskabet mellem kvinder, der har levet et helt liv – og stadig er midt i det.
Mange kender Rikke Wölck fra ikoniske roller. Fra Maja i “Matador”, Francos mor i “Springflod” eller Susan Himmelblå i “Midt om natten”. Nu står hun på scenen med sit eget navn – og med en erfaring, der ikke kan spilles yngre.
– Det er vidunderligt at spille sammen med jævnaldrende kollegaer, for der er en stor omsorg og kærlighed mellem os. Det er ikke så tit, at vi får den mulighed, for der er få gode kvinderoller i vores alder. Men heldigvis er vi ved at få øjnene op for, at det ikke kun er ungdommen, der tæller, siger Rikke Wölck, 71.
Jannie Faurschou, 75, nikker.
– Der er næsten altid kun én “den ældre kvinde” i stykkerne. Så vi har jo alle sammen været konkurrenter og søgt de samme roller. Men her er vi gode for hinanden.
Forestillingen kredser om kvinden i tredje livsfase. Den, der har passeret overgangsalderen. Den, der lever med både erfaring og erkendelse.
For Rikke er det en tid fyldt med modsætninger.
– Det er vældig komplekst. Det er både meget vemodigt at nå nærmere en slutdato, men der er også en stor frihed i det. Jeg oplever, at græsset ikke er grønnere andre steder, og jeg har en større evne til at nyde, hvor jeg er. Jeg giver slip på mange af de ting, som har jaget mig, både privat og karrieremæssigt.
Hun understreger, at udviklingen ikke stopper.
– Det er jo ikke slut. Vi kan blive ved med at udvikle os og have det skidesjovt, til vi ligger under jorden.
Birgitte Raaberg, 71, sætter ord på vores forhold til alder.
– En hjerneforsker har fortalt, at hjernen ikke kan opfatte alder efter 45 år. Den kan ikke forstå det. Kroppen udvikler sig, og det må vi jo erfare.
Hun griner, da hun fortæller om sin farmor på 89 år, der nægtede at tage med på tur, fordi “de er sgu alle sammen så gamle”.
Samtalen glider også ind på samfundets syn på alder.
– Der er en trend med, at vi skal have strammet det hele op, for vi må for Guds skyld ikke vise, at vi er gamle. Det er nærmest ulækkert at se gammel ud. I stedet for at hylde al vores erfaring, siger Rikke.
Men forestillingen er ikke kun en hyldest. Den rører også ved det svære.
– Vi springer ikke over, hvor gærdet er lavest. Vi rører ved alle emner, også døden. Og en stor taknemmelighed over, at vi stadig står her, siger Jannie.
“Renæssance” betyder genfødsel.
Og for kvinderne på scenen handler det netop om det: At stå stærkt – også dér, hvor mange tror, at historien er ved at være slut.
