Det lignede en klassisk gruppedate med grin og konkurrence. Men for Christian handlede dagen om langt mere end bare klatring og flirt.
I TV 2-programmet “Kærlighed hvor kragerne vender” havde han inviteret Emma, Mia, Maja og Terese med på date. Officielt stod den på klatrevæg, selvom den oprindelige plan havde været en adventure-bane i skoven.
– Meningen var, at vi skulle have været på en adventure-bane i en skov, men det kunne vi ikke rigtig. Det, der var tættest på, var det her. Jeg kunne godt tænke mig at se dem slippe kontrollen. Det var da også sjovt at være ude at klatre, fortæller Christian, der ellers ikke selv klatrer i fritiden.

Ikke alle var lige begejstrede. Emma kæmpede med højdeskræk og kom kun et stykke op, mens Maja slet ikke havde lyst til at prøve.
Terese derimod trådte frem.
Hun udfordrede Christian til en duel mod toppen. Hvis hun vandt, ville hun have to minutters alenetid.
– Jeg synes, det var megafedt, at hun udfordrede mig. Jeg er et konkurrencemenneske, så jeg ville vinde. Det var også fedt, det var alenetid, der var præmien. Det var en fordel for hende, at hun var så god, som hun var. Hun var bare selvsikker i at klatre. Det gjorde, hun fik mere tid, end de andre gjorde, fortæller han.

Selvom Christian nåede toppen først, fik Terese alligevel sin præmie. Og alenetiden blev intens.
– Det var sgu dejligt. Der var nogle ting, jeg var mere nysgerrig på og fik spurgt hende om. Jeg blev meget klogere på hende, og vi flirtede lidt.
– Det var dejligt at sidde med hende alene og tage lidt pis på hinanden og kigge hinanden i øjnene. Det var meget naturligt.

Men bag de smilende blikke lå der noget mere alvorligt. Christian havde brug for svar.
Han ville vide, om Terese reelt var klar til livet i en lille landsby – langt fra Aarhus, som hun er vant til. Og om hun kunne acceptere, at et barn kræver tid og opmærksomhed.
– Det var bare, om hun var klar på at leve det mere seriøse liv, og det var hun. Hun voksede meget for mig, da jeg godt kunne se, hun ville leve det liv, jeg lever.