Solen brændte, som om den ville udslette alt levende.
Floden glimtede blændende — varm, uklar, falsk rolig.
Luften dirrede, cikaderne sang i sivene.
Landmanden stod ved bredden og så sin hund, Rex, lege ved vandet.
Det var deres ritual — hver morgen, uden undtagelse.
Han kastede en pind.
Rex sprang uden tøven, efterlod en bue af sprøjt bag sig.
Landmanden smilede.
En gammel hund, men det samme hjerte — trofast, varmt, levende.
Indtil alt blev stille.
Først troede han, at hunden bare var træt.
Men stilheden var mærkelig.
Det var ikke fred — det var forventning.
Han spændte sig.
Rex stod til brystet i vandet, ubevægelig, stirrende mod dybet.
Og bag ham — en svag krusning, alt for jævn, alt for rettet.
Landmanden trådte ud i floden.
Det varme vand lukkede sig om hans ben, mudderet sugede sig fast til fødderne.
Det lugtede af råd og tang.
— Rex! — råbte han.
Hunden vendte hovedet, øjnene — skræmte.
Og i det samme øjeblik eksploderede vandet bag ham.
Han nåede kun at se en skygge — lang, massiv, glidende, som om selve floden vågnede til live.
Han sprang.
Kulden ramte hans bryst.
Han dykkede — og alt forsvandt: lyd, lys, åndedræt.
Under vandet — en grøn tåge, sand, dansende bobler.
Han så Rex — hunden kæmpede, sprællede, øjnene fulde af panik.
Han rakte ud, greb fat i pelsen.
Men mærkede — nogen trak den anden vej.
Kraftigt, ubønhørligt.
Vandet kogte, strømmen snurrede, bruset hamrede i ørerne.
Han vendte sig — og så kæberne.
Kæmpestore, blege, med tænder som søm.
Øjne — to gule pletter, tomme som døden selv.
Krokodillen bevægede sig lydløst, men hvert ryk sendte en bølge af smerte gennem hans krop.
Han skreg — under vandet, uden lyd, af fortvivlelse.
Og han trak alt, hvad han kunne.
Musklerne brændte, lungerne skreg, men han slap ikke hunden.
Strømmen trak dem nedad.
Han sparkede — mod noget hårdt, levende.
Krokodillen slap.
Et øjeblik.
Han brugte chancen.
Et skub opad — og de brød gennem overfladen.
Luften ramte hans bryst som ild.
Han gispede, hostede, slugte vand.
Han hørte gøen, plask, sit eget navn, som råbt langt borte — men der var ingen omkring.
Han trak Rex mod bredden, hænderne rystede.
Hunden gled mellem hans fingre, padlede, gispede.
De nåede græsset, faldt om på den varme sandjord.
Hans krop rystede af udmattelse.
Han lå, hørte sit eget hvæsende åndedræt, smerten i brystet.
Ved siden af ham trak Rex vejret — tungt, men han trak vejret.
I live.
Han vendte sig på ryggen.
Solen skinnede direkte i øjnene, og cikaderne sang igen over floden.
Alt var tilbage som før.
Som om intet var sket.
Kun floden, stille og doven,
og et sted på bunden — to gule prikker,
der glimtede i det uklare dyb,
ventende på, at han igen skulle nærme sig vandet.
