Seerne har måske bemærket det. Et lidt andet udtryk. Et ansigt, der ser forandret ud i den nye sæson af “MasterChef”.
Nu fortæller Jakob Mielcke selv hvorfor.
I Viaplays videopodcast “Bag forklædet” åbner den anerkendte kok op om et dramatisk forløb, der begyndte for præcis et år siden – midt under en skiferie med familien.

– Det var faktisk lidt rystende at se sig selv i programmet. For præcis et år siden blev jeg ramt af en alvorlig sygdom fra den ene dag til den anden. Det ændrede på den korte bane lige hele mit liv. Det blev lige sat i relief.
Sygdommen kom uden varsel. Først under ferien begyndte kroppen at reagere. Da han kom hjem til Danmark, blev situationen så alvorlig, at han måtte indlægges på Rigshospitalet.
Diagnosen lød på Nefrotisk Syndrom – en sjælden nyrelidelse.
– Jeg blev indlagt på Rigshospitalet med noget, der hedder Nefrotisk Syndrom, som er en nyrelidelse, der indtræffer ud af det blå. Det er noget, meget få får. Det kan starte af forskellige ting, men i princippet holder din nyre op med at fungere. Den bliver helt hullet, og væsken løber ud i hele kroppen.

De første dage var præget af usikkerhed.
– De første dage anede de ikke, hvad jeg fejlede. Jeg havde lige nogle dage, hvor jeg lå og ikke syntes, det var så sjovt. Jeg fandt så ud af, at jeg fejlede det her og kom i behandling med det samme og fik at vide, at der var god sandsynlighed for, at jeg ville komme ud af det uden mén.
Behandlingen krævede højdosis binyrebarkhormon – og det satte sine spor.
– Behandlingen er med binyrebarkhormon, altså højdosis. Så i audition-programmerne, der løber over skærmen lige nu, ser jeg mig selv på en kæmpe dosis, som giver et kæmpe ballonhoved.

Det forklarer det ændrede udseende, som nogle seere måske har lagt mærke til.
I dag er situationen en helt anden.
– Nu er jeg ude af det. Jeg er rask og har ingen mén. I princippet slog det ned fra en skyfri himmel, og nu er det væk igen. Derfor ser jeg lidt vild ud i den her sæson af “MasterChef”.
“MasterChef” kører i øjeblikket sin 12. sæson med nye afsnit fra mandag til torsdag de kommende uger.