Danny Trejo har et ansigt, man ikke kan forveksle med nogen: skarpe rynker, dybe ar, et blik der kunne brænde gennem beton. Han har altid set ud, som om han lige er kommet ud af San Quentin-fængslet — og det er ikke en filmrolle, men en del af hans virkelige livshistorie. Men trods sin barske fremtoning og mørke fortid er Trejo en mand, der har reddet snesevis af mennesker fra afhængighed og håbløshed. Og endnu mere overraskende — han er far til fem børn, som på ingen måde ligner resultatet af et hårdt gadeliv.
Hans ældste søn, Danny Boy, blev født før ægteskabet. Han er den mest private af børnene og undgår al offentlig opmærksomhed. Han bor i Lompoc, hjælper sin far i Trejo’s Tacos og caféerne, elsker dyr og foretrækker stilhed frem for kameraer. Hans liv er roligt og langt væk fra Hollywoods kaos.
Gilbert, den mellemste søn, er derimod den mest kreative i familien. Født i 1988, forstod han tidligt, at han ville arbejde med film — men ikke som skuespiller, som instruktør. Han har instrueret flere film, blandt andet et rørende drama med Trejo selv i hovedrollen. Disse film er blevet som en dialog mellem far og søn — ærlig, følelsesladet og uden unødige ord.
Datteren Danielle har arvet sin mors blide træk, men hendes indre styrke er tydelig. Hun har prøvet kræfter med skuespil og medvirket i dramaerne Strike One og 1st Strike, som temamæssigt ligger tæt på familiens historie. Men Danielle har aldrig søgt stor berømmelse — hun lever stille og går sine egne veje.
Om Esmeralda vides næsten intet. Hun foretrækker at leve i skyggen, og Trejo gør alt for at beskytte hendes privatliv. Ingen interviews, ingen offentlige optrædener, ingen biografiske oplysninger — som om hun lever i en verden, hvor navnet Trejo ikke betyder noget.
Jose, den yngste søn, er endnu mere mystisk. Født i 1991, men der findes næsten ingen oplysninger om ham. Ingen billeder, ingen detaljer, intet. Det virker som om Danny bevidst har fjernet ham fra offentligheden for at give ham et normalt, fredeligt liv.
Når man ser på Trejo, er det let at forestille sig en actionhelt. Men uden for filmsettet er han først og fremmest en far, der har gjort det vigtigste: givet sine børn det liv, han aldrig selv fik. Uden fængsel. Uden stoffer. Uden smerte. Og måske er det netop det, der gør ham til en rigtig helt — ikke på skærmen, men derhjemme.
