Det skete på en varm dag, hvor floden duftede af sol og vådt græs.
Børnene løb langs bredden, kastede sten, råbte af glæde.
Jeg sad på en gammel bænk ved vandet og så bølgerne glimte.
Blandt dem var en pige ved navn Lena — spinkel, i en rød T-shirt, håret flettet.
Hun manglede venstre arm, kun en hvid stofmanchet pænt fastgjort ved skulderen.
Men hun lo højest og svømmede bedre end mange andre.
Drengene besluttede at svømme om kap ud til midten.
En af dem — Dima — nåede længere end de andre.
Først var alt sjov, men et minut senere lød et skrig.
Han var forsvundet under vandet.
Ringene bredte sig, og ingen forstod hvad der skete.
Nogle frøs, andre løb efter voksne.
Men Lena var allerede sprunget i vandet.
Uden tøven, uden pause — som om hendes krop vidste præcis, hvad den skulle gøre.
Hun bevægede sig hurtigt, stabilt, stærkere end man kunne forvente af et barn.
Jeg så hende dykke og dukke op igen — hun holdt drengen i kraven.
Med én arm.
Strømmen trak dem ned, men hun slap ikke.
Hun svømmede mod bredden, fingrene skar gennem vandet som om hun trak luft ud af det.
Da hun nåede frem, greb børnene Dima. Han hostede, græd, trak vejret.
Og Lena sad bare i sandet, rystende, smilende mod ham.
Ingen vidste hvad de skulle sige.
Selv de voksne stod tavse.
Kun vinden rørte det høje græs, og solen skinnede blidt på hendes våde ærme.
Hun havde mistet sin arm to år tidligere — men den dag så det ud, som om hun havde fået alt andet tilbage.
