Morgenen var stille og varm.
Gården lå i sollys, vinduerne spejlede sig i den våde asfalt, og duften af friskbagt brød kom fra bageriet.
På en gammel bænk ved opgangen sad en dreng på omkring ti år — spinkel, i grå jakke, med hænderne fulde af brødkrummer.
Foran ham, på rækværket, havde en krage sat sig.
Dens sorte fjer skinnede i solen, næbbet en smule åbent, øjnene — levende og opmærksomme.
Den var ikke bange. Den så på drengen, som om den kendte ham.
Hver morgen mødtes de her.
Han kastede brød til den og talte til den som til en ven.
Naboerne smålo:
— Træner du en fugl eller hvad?
Men han trak bare på skuldrene og fortsatte.
Der gik en uge, så endnu en.
Og en dag, grå og regnfuld, kom kragen ikke.
Drengen satte sig som altid og ventede.
Krummerne blev gennemblødte af regnen, vinden ruskede i hans ærmer, men han blev siddende.
Da han til sidst ville rejse sig, lød et velkendt „kra“ over bygningen.
Han løftede hovedet — og så hende.
Lavtflyvende, våd, fjerene klistret sammen, og i næbbet glimtede noget.
Hun satte sig ved siden af ham, tog et skridt og lagde forsigtigt genstanden ved hans fødder.
Drengen bøjede sig ned.
På det våde træ lå en ring — en ægte guldring, lidt mørknet, med en fin gravering indeni.
Han greb den og løb hjem.
Hans mor åbnede døren, så overrasket på ham — og stivnede.
Hendes ansigt blegnede et øjeblik.
— Hvor fandt du den? — hviskede hun.
— Kragen bragte den, — sagde han.
Hun satte sig på en stol, klemte ringen i hånden.
— Det er min… — sagde hun stille. — Jeg mistede den ved floden for to år siden.
Drengen stod stadig med brød i hænderne.
Og udenfor, i den fine regn, sad den samme krage på vindueskarmen — våd, stolt, som om den vidste, at den lige havde givet noget tilbage, der var mere værd end guld.
