Den kolde vind peb over floden og bøjede det tørre siv mod vandet.
Kvinden knælede ved bredden, hænderne nedsænket i det iskolde vand.
Hendes fingre var røde, læberne blå, men hun vaskede tavst små børnetøj — små skjorter, sokker, bleer.
Ved siden af lå et gammelt metalfad og en pose med rester af sæbe.
Solen var ved at gå ned, men hun havde ingen grund til at skynde sig hjem — der fandtes intet hjem.
Huset, hvor de havde boet, var brændt for to uger siden.
Hendes mand var død på en byggeplads, og hun var blevet alene med barnet og ingenting.
Nu sov hun hos naboer, og om dagen kom hun til floden — for at vaske, for at holde sig i bevægelse, for ikke at miste forstanden.
Da hun hørte skridt bag sig, troede hun, det var nogen fra landsbyen.
Men det var en mand i en lang frakke.
Han stod og så på hende og på det lille tøj i hendes hænder.
Der var ingen medlidenhed i hans blik — kun forståelse.
— Vandet er iskoldt, sagde han roligt. — Du bliver syg.
Hun klemte klædet hårdere, uden at se op:
— Det går. Jeg er vant til det.
Manden tog sin frakke af og lagde den på hendes skuldre.
Den var varm og duftede af træ og regn.
— Gør det ikke mere, sagde han stille. — Jeg bygger et hus ved denne flodbred. Til dig.
Hun så op.
— Til mig? Hvorfor?
Han smilede svagt.
— Fordi du står her, som om du vogter noget større end disse små stykker tøj.
Og mennesker som dig burde ikke stå alene i kulden.
Han sagde det enkelt, uden store ord.
Så trak han en tegning og en blyant frem, satte sig på knæ og begyndte at skitsere på et fugtigt stykke papir.
Jorden knasede under hans støvler.
En uge senere stod der pæle ved bredden, derefter brædder.
Han kom hver dag, uanset kulde og vind.
Hun forsøgte først at hjælpe, men endte bare med at stå og se på ham, med barnet i armene.
Da græsset blev grønt igen om foråret, stod huset færdigt — lille, men varmt, med vinduer ud mod floden.
Og hver gang vinden bragte duften af vand, huskede hun den dag, hvor hendes liv begyndte at ånde igen.
