Naboen ringede til politiet igen.
Hun sagde — der bliver råbt.
Og ja, det blev der.
Men ikke af smerte, ikke af frygt — af åndedræt.
Af det åndedræt, der vågner et sted dybt inde, hvor frygt, minder og spænding plejede at bo.
Rummet dufter af lavendel og lidt brændt voks.
Det gamle tæppe klæber til huden, luften er tung, som om alt er opløst i den — aftenen, gårsdagens bekymringer og mig selv.
Udenfor lyden af dæk, en hund der gør i det fjerne.
Jeg står i krigerstilling, mellem verden og mig selv.
Indånding — som et glimt af lys.
Udånding — og kroppen bøjer sig, befrier sig fra usynlige bånd.
Et råb bryder ud af brystet — vildt, ægte, menneskeligt.
Sådan råber man måske, når man begynder at leve.
Dørklokken skærer gennem rummet som en kniv gennem glas.
Jeg står stille, trækker vejret.
Så — skridt, stemmer, et klik i låsen.
To unge betjente i gangen — forlegne, mere høflige end strenge.
Den ene ser sig omkring, bemærker lys, tæppe, stearinlys.
Den anden spørger tøvende:
— Vi fik et opkald. Naboerne sagde… du råbte?
Jeg smiler. Min stemme er stadig hæs af vejrtrækningen.
— Jeg trak bare vejret, siger jeg. Nogle gange er det det samme.
De tier, ved ikke hvad de skal skrive i rapporten.
Bag døren hvisker naboen, ruller ordene som små sten.
Hun er sikkert bange — hvordan kan man råbe uden grund?
De går, efterlader duften af gade og et strejf af forlegenhed.
Stilheden vender tilbage.
Jeg lægger mig på tæppet, lytter til hjertets rytme — som levende musik.
Byen summer, ånder, lever.
Og jeg ligger der og forstår — naboen tog ikke fejl.
Ja, der blev råbt.
Men det var ikke et råb af nød.
Det var et råb af tilbagevenden.
Yoga, intet andet.
Et råb, hvor jeg for første gang blev mig selv.
