Anna boede i et gammelt hus i udkanten af byen. Huset var stille, naboerne — mest ældre mennesker — kendte hinanden, men samtalerne begrænsede sig til “godmorgen” og “sikke et vejr i dag.”
Overfor hende boede en mand på omkring tres, ved navn Viktor. Rolig, pæn, hilste altid, men sjældent snakkede længe. Han gik tidligt og kom sent hjem, ofte med poser fra supermarkedet.
En dag bemærkede Anna, at han sad længe på bænken foran bygningen — bare stirrede ned i jorden, uden at skynde sig hjem. Hun gik hen og spurgte:
— Går det godt, Viktor?
Han smilede træt.
— Ja, bare lidt træt. Du ved, når der er stille derhjemme, har man ikke engang lyst til at koge vand til te.
Næste dag lavede Anna borsjtj — tyk og duftende, som hendes mor plejede. Hun stegte frikadeller, skar brød og dækkede bordet — og pludselig så hun to sæt bestik. Et sekunds tøven. Så ringede hun til nummeret, han engang havde givet “for en sikkerheds skyld.”
— Viktor, jeg har lavet borsjtj — der er alt for meget, jeg nænner ikke at smide ud! Kom forbi.
Han kom ti minutter senere — lidt forlegen, som om han aldrig før havde været gæst. Han satte sig, takkede og begyndte ikke straks at spise.
Anna smilede:
— Det bliver koldt!
Han tog en ske, smagte — og frøs.
— Ved du, sagde han stille, jeg har ikke spist hjemmelavet mad i to år. Efter min kone døde, klarer jeg mig selv — sandwich, suppe fra pose… Men det her — det dufter som hjemme.
Anna sænkede blikket og lod som om, hun rettede dugen. Aftenen gik stille: de talte om ungdommen, gamle film og naboer. Da Viktor gik, efterlod han en lille buket nelliker på bordet.
Siden den dag duftede Annas lejlighed af aftensmad hver søndag — og der stod altid et ekstra dækket på bordet.
