Lyset stod på hylden – tykt ravfarvet glas, et gyldent låg, et pænt klistermærke med teksten “Varm Fig & Cedertræ”. Jeg havde købt det i en lille hjørnebutik, hvor jeg var kommet forbi for at komme væk fra vind og regn. Ekspedienten, en pige med fregner og en træt stemme, sagde: “Tag denne her. Den gør huset varmt, selvom du er alene.”
Jeg smilede, nikkede og gad ikke forklare, at det var præcis, hvad jeg havde tænkt mig – at skabe hygge, hvor der ingen var.
Om aftenen faldt alt perfekt sammen: musikken, den blide regn udenfor, et glas vin, duften af våde gader, katten i vindueskarmen. Jeg tændte lyset, og flammen svajede blidt, som om den pustede liv i det. Luften blev tyk og sød – figen, træ, et strejf af røg.
Jeg tændte en gammel playliste, den Emma og jeg plejede at lytte til i vores studenterlejlighed. Dengang havde vi en madras på gulvet, te i krukker og troen på, at alting kun lige var begyndt.
Emma ringede lige da jeg tog et billede af lyset.
“Nå, hvordan har du det, Mia?” sagde hun.
“I dag besluttede jeg, at jeg fortjente lidt trøst,” svarede jeg. “Jeg købte et lys. For at skabe stemning.”
“Lys er farlige,” grinede hun. “Husker du dengang vores kat brød i brand?”
“Mind mig ikke om det,” fnøs jeg. “Nu er jeg bange for overhovedet at tænde tændstikker.”
Vi snakkede om trivielle ting – arbejde, mænd, hvordan efteråret var kommet for hurtigt igen. Jeg gik ind i køkkenet efter et tæppe og lod lyset stå i vindueskarmen. Katten så dovent på flammerne, hendes hale blafrede let.
Da jeg kom tilbage, talte Emma om en date. Jeg satte mig ned i sofaen, dækkede mig med et tæppe og bemærkede pludselig, at lyset blafrede mærkeligt.
“Vent,” sagde jeg og drejede hovedet.
Ilden rørte allerede gardinerne. Flammerne voksede, som om nogen havde pustet liv i dem. Jeg kastede en pude, spildte vin, katten pilede ind under sengen. Det varede alt sammen sekunder – blitzen, røgen, mit hjertes banken i mine ører.
Så – stilhed. Værelset lugtede af brænding og figner. Jeg stod i midten med en pude i hånden, rødvinspletterne på gulvet, og pludselig begyndte jeg at grine.
Telefonen var stadig forbundet.
“Mia, hvad sker der?!”
“Atmosfære,” sagde jeg og kvæltes af grin. “Jeg har bare … skabt for meget hygge.”
Vi grinede begge, selvom værelset lignede en slagmark. Jeg gik hen til vindueskarmen for at slukke lyset. Flammen brændte støt, roligt, som om intet var sket. Jeg løftede krukken, og i bunden – i det svage lys – så jeg en lille indskrift:
“Til dem, der har brug for lidt kaos for at føle sig i live.”
Jeg frøs til.
Den sætning var der bestemt ikke, da jeg købte lyset.
Jeg udåndede og kiggede på den gyldne flamme.
“Nå,” sagde jeg stille, “jeg tror, du ved, hvordan atmosfæren fungerer.”
