Lena var næsten fremme i lufthavnen, da hun opdagede, at hun havde glemt sin taske på hotellet.
En lille beige — makeup, papirer, lidt kontanter. Ikke så vigtigt, men inde i den lå en konvolut — et brev fra hendes afdøde mor, som hun altid havde med sig.
— Vi må vende om, sagde hun til taxachaufføren. — Jeg skal tilbage.
Tyve minutter senere gik hun ind i lobbyen igen.
Receptionisten så overrasket ud, men sagde intet — hun kendte sit værelsesnummer og gik direkte op.
Gangen var stille. Værelse 214.
Døren stod på klem.
Lena bankede.
— Undskyld, jeg har glemt min taske…
Intet svar. Hun skubbede døren op.
Der stod en stuepige. Ung kvinde i uniform, tasken åben på sengen. I hænderne — Lenas læbestift og nøglekort.
Stuepigen vendte sig brat, bleg som kridt.
— Jeg… jeg ville bare tjekke, om du havde glemt noget, sagde hun og lynede tasken i hast.
Men Lena så konvolutten, der stak ud af inderlommen.
— Og det der, tjekkede du også? spurgte hun roligt.
Pigen så væk.
— Undskyld. Jeg ville ikke stjæle. Jeg ville bare… læse.
— Læse? Det er et brev. Fra min mor.
Tavshed. Så sagde stuepigen lavt:
— Jeg fandt en lignende konvolut. Sidste år. Efter min mors død. Samme håndskrift. Samme underskrift. “Til Lena. Åbn ikke før du forstår.”
Jeg troede, det var en fejl. Og så så jeg dit navn på rengøringslisten. Det samme.
Lena sagde ingenting. Hun tog konvolutten, satte sig på sengen og åbnede den for første gang i alle disse år.
Indeni — en kort seddel:
“Du vil møde hende. Og så vil alt falde på plads.”
Hun så op.
I stuepigernes hænder lå den samme konvolut.
