Havet duftede af salt og jern. Luften var kølig og tæt, hans ånde stod som hvid damp.
Owen stod med vand til anklerne og så frem — mod bøjerne, mod støjen, mod dem, der allerede varmede op.
Ved siden af stod atleter i ens dragter — han så malplaceret ud: ældre, tungere, med en protese, der glimtede i solen.
— Klar? — råbte en frivillig.
— Nej, — smilede han. — Men jeg starter alligevel.
Startskuddet lød. Alle kastede sig i vandet — plask, kulde, åndedræt.
Han gik i som den sidste. Protesen skred, vandet sivede ind, men han svømmede. Ikke smukt, ikke hurtigt — bare jævnt.
Hver bevægelse var et løfte: stop ikke.
Han tænkte på, hvor mange år han havde undgået havet.
Efter ulykken kunne han ikke engang se på det — for mange minder.
Alt var væk, undtagen stædigheden.
Midt på ruten trak strømmen ham tilbage. Vinden tiltog, bølgerne steg, musklerne brændte.
Jeg kunne bare være blevet hjemme, tænkte han. Ingen ville savne mig.
Så hørte han en stemme — langt væk, fra stranden:
— Kom så, far! Lidt endnu!
Først troede han, han forestillede sig det. Men stemmen gentog sig.
Hans hjerte slog hurtigere — den samme stemme, der for et år siden havde bedt ham prøve igen.
Hans datter. Hun var kommet.
Han vendte sig ikke om — han svømmede. Langsomt, men til ende.
Da han trådte op på sandet, rystede hans ben. Folk klappede, nogen filmede.
Men han så kun hende — i en farverig jakke, med tårer i øjnene.
Hun løb hen til ham, omfavnede ham uden at tænke på kulden.
— Jeg vidste, du kunne klare det, sagde hun.
Han smilede.
— Jeg var ikke sikker. Men så hørte jeg dig kalde.
Senere, siddende på stranden, tog han sin protese af og stillede den ved siden af sig.
Solen gik ned, havet bruste roligt.
— Næste gang svømmer vi sammen, ikke?
Hun nikkede.
Og for første gang i lang tid føltes havet ikke længere koldt.
